Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/37

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ene af Kongen, den anden af Erkebiskoppen, hvilke igjen, hvis de ei kunde blive enige, skulde have Myndighed til at tilkalde en tredie, hvorpaa den Forklaring skulde gjælde, som alle tre eller tvende af dem afgave. – Endelig 3) Dersom det af en eller anden gyldig Grund skulde blive nødvendigt at beskikke Formyndere eller Kuratorer for Norges Konge, og dette skulde skee ved Valg, da skulde Erkebiskoppen og hans Efterfølgere i dette Salg have den første Stemme (unicam et primam vocem?)[1]. I dette Forbehold i den pavelige Stadfæstelse kan man ikke vel andet end see en Virkning af Erkebiskop Jons Indskydelser.

Efter udrettet Erinde lagde de norske Udsendinge Hjemveien over Paris. Den franske Konge, Philip den tredie, der gjerne vilde vise Kong Magnus en Opmærksomhed, greb denne Leilighed og oversendte ham med Erkebiskoppen et Stykke af Christi Tornekrone, en efter den Tids Tro meget kostelig Relikvie. Erkebiskop Jon kom i October Maaned 1274 tilbage til Norge; den medbragte Relikvie blev modtagen i Bergen, og den 9de November, Dagen for dens høitidelige Hensættelse i det kongelige Kapel, Apostel-Kirken, blev siden høitideligholdt som en kirkelig Festdag[2].

For at den bergenske Overeenskomst kunde træde i fuld Kraft, skulde nu Kongen vedtage og stadfæste de af Paven tilføiede Artikler. Den første og den tredie af disse kunde imidlertid, som let begribeligt, ikke smage Kongen og Lendermændene i hans Raad. Den første maatte jo synes at holde Nidaros’s Kirke en Adgang aaben til atter ved given Leilighed at faa sit Krav paa Kongedømmets Underkastelse draget frem for Dagens Lys; og dette Krav vilde Kong Magnus, i Gjengjæld for Indrømmelserne fra sin Side, eengang for alle have erklæret paa den bestemteste Maade for dødt og magtesløst. Den tredie Artikel omstyrtede aabenbart Norges Lendermænds gamle, ved Sedvane hevdede Ret, som Kongedømmets selvskrevne Raadgivere, ogsaa at føre Rigsstyrelsen i Kongens Navn, naar denne var mindreaarig eller ude af Stand til selv at føre den. Der blev heller intet af den forlangte Vedtagelse fra Kongens Side; og da denne med Rette kunde paastaa, at Overeenskomsten, i den Form, hvori den var afsluttet, ikke havde vundet Pavens Stadfæstelse, saa var den derved, ifølge Slutningsbestemmelsen i samme, igjen hævet, og begge Parter satte tilbage i den Stilling, hvori de befandt sig før dens Afsluttelse. Saaledes synes Sagen virkelig fra Kongens Side at have været opfattet, og Erkebiskoppen kunde ikke herimod gjøre nogen grundet Indsigelse, skjønt denne Vending vistnok ikke var stemmende med hans Ønske og Haab. Begge Magter stode da atter i det gamle spendte Forhold.

  1. N. g. L. II. 455–457.
  2. Isl. Ann. 144; Bp. Arnes S. c. 14; Torf. hist. Norv. IV. 359.