7) I Erlæggelse af Tiende skulde Kongerne for sine Eiendommes Vedkommende ganske følge de canoniske Bestemmelser.
8–9) Erkebiskoppens ældre Ret med Hensyn til Kornudførsel til Island og Told af eet derfra kommende Kjøbskib hvert Aar stadfæstedes.
10) Alle Pilegrime skulde nyde Sikkerhed, og Forurettelser mod dem straffes ifølge geistlige Dommeres Afgjørelse.
11) Erkebiskoppen skulde have hundrede Mænd frie for kongelige Opbud og Kaldelser og navnligen fra Ledingsskat, og denne Frihed skulde for dem af disse Hundrede, som bare Skutilsvends Navn, udstrækkes til tvende Personer af deres Husfolk, og for de øvrige til een foruden dem selv. De fire norske Lydbiskopper skulde hver især have samme Frihed for fireti Mænd. Hver Sogneprest skulde med to Personer af sit Hus være fri for Ledingsskat og have een Person undtagen fra kongeligt Udbud til Krigstjeneste.
12) Erkebiskoppens Mænd skulde, hvis de forurettede hinanden indbyrdes paa hans Skibe eller i hans Følge, være underkastede hans Dom og bøde til ham, forsaavidt som Drab eller Lemlæstelse ikke fandt Sted; thi i saa Fald skulde de dømmes af Kongen eller hans Dommere. Forsaavidt de forbrøde sig andetsteds end før nævnt, havde den Skadelidte frit Valg mellem Kongens eller Erkebiskoppens Dom, og Boden skulde da deles lige mellem Kongen og Erkebiskoppen.
13) Fra alle kongelige Forbud med Hensyn til Kjøb, Salg, Flytning o. s. v. skulde Biskopper og Klerker samt Lægfolk i deres Tjeneste være undtagne, hvis ikke Erkebiskoppen og Biskopperne gave sit Samtykke til det Modsatte.
14) Erkebiskoppen skulde have Myntret overeensstemmende med tidligere (Kong Haakon Haakonssøns) Indrømmelse.
Denne for Geistligheden saa gunstige Overeenskomst blev den 1ste August 1273 skriftlig opsat og beseglet af Kongen, Erkebiskoppen, Biskopperne Thorgils af Stavanger, Andreas af Oslo og Askatin af Bergen, af syv Lendermænd og af Kongens Kansler Thorer; fem Chorsbrødre af Nidaros nævnes ogsaa som nærværende, naturligviis i Egenskab af Nidaros’s Kapitels Fuldmægtige[1].
Overeenskomsten var imidlertid efter begge Parters Anskuelse blot endnu at betragte som foreløbig, som et Udkast, der skulde have pavelig Stadfæstelse, og hvis denne udeblev, ingen bindende Kraft havde for nogen af Parterne[2]. Magnus sendte den ledsaget af en anbefalende Skrivelse, givet i Bergen den næstfølgende 15de August, til Pavens Stadfæstelse[3]. Erkebiskop Jon gav sig en Stund efter (i Begyndel-
