var den utvivlsomt fremsat mere til Skræmsel, og for i andre Stykker maaskee, ved Eftergivelse af den, at udvirke bedre Vilkaar, – end fordi Erkebiskoppen har ventet, at kunne gjøre et saadant Privilegium gjældende. Derom vidner en vis Usikkerhed i selve Erkebiskoppens Udtryk ved denne Artikels Fremstilling[1].
Om ovennævnte Poster erklærede Erkebiskoppen, at det var hans Agt paa forestaaende almindelige Concilium at indhente Pavens nærmere Bestemmelse. Dog for at ikke deraf en farlig Tvist skulde reise sig mellem Kongedømmet og Kirken, udviklede han dem først for Kong Magnus, med Bøn om, at denne vilde indgaa paa en foreløbig Ordning af Sagen. Kongen erklærede vel, at han havde tilstrækkelige Grunde at anføre imod hine Paastande af Erkebiskoppen, og navnligen mod Kongevalget og Kronens Offring. Det kunde – erklærede han – om dette Privilegium neppe bevises, at Nidaros’s Kirke nogensinde havde været i virkelig upaatalt Besiddelse deraf. Det kunde derfor synes en ny Fordring, at dette nu forlangtes af ham, især da der handledes om intet mindre end en Underkastelse af Kongedømmet, hvilket han ved Arveret efter sin Fader og sine Forfædre havde modtaget frit, saaledes som han ogsaa havde i Sinde ved Guds Naade at overgive det frit til sine Arvinger og Efterfølgere. Desuagtet fandtes Kongen villig til at indgaa paa Underhandlinger med Erkebiskoppen om en nøiere Bestemmelse og Udvidelse af den norske Kirkes Rettigheder; og i denne Anledning fastsattes et Provinsialconcilium forenet med et Høvdingemøde eller Parliament i Bergen, til Sommeren 1273.
Forsamlingen holdtes paa det bestemte Sted i Løbet af Juni og Juli Maaneder, tildeels altsaa samtidigt med Gulathing (17de Juni). Den var talrig besøgt baade af verdslige og geistlige Høvdinger, og blev forherliget derved, at Magnus under dens Samvære den 2den Juli lod sin ældste femaarige Søn Erik give Kongenavn, og sin yngre toaarige Søn Haakon Hertugsnavn, idet han paa denne Maade vilde sikkre dem Arvefølgen for alle indtræffende Tilfælde[2].
Af de kirkelige Anliggender kom først Sagen mellem Biskop Arne af Skaalholt og de islandske Kirkeejere under Erkebiskoppens Dom. Kongen havde først søgt at faa denne Sag indbragt for Paven, men herfor havde Arne undslaaet sig. Kongen befalede da tvende af Norges mest anseede Lendermænd, Thorer Haakonssøn, der var vel kyndig i Kirkeloven, og Audun Hugleikssøn, der ansaas for den viseste Mand i den verdslige Landslov, at være tilstede ved Rettergangen for at paasee, at Lægfolket ei blev forurettet. Sagen drejede sig nærmest om to af Islands betydeligste Kirker-, Odde Kirke og Vats-
