Tiden for Sammenkomsten fastsattes til 1ste Mai 1274, og Stedet ved en senere Skrivelse til Lyon. Kaldelsesbrevene, som udgik til Erkebiskopperne, og følgelig ogsaa til Erkebiskop Jon, indeholdt Opfordring til at anmelde de Punkter, hvori der inden enhvers Omraade kunde tiltrænges Forandring og Forbedring.
Denne Kaldelse og medfølgende Opfordring var naturligviis Erkebiskop Jon en velkommen Anledning til at røre op for Alvor i Kirkestyrelsens Anliggender: til at fremdrage alle de Privilegier, den norske Kirke fra gammel Tid havde erholdt, for at see dem gjorte gjældende, – og til at undersøge, hvilke Friheder den manglede, der dog ifølge den canoniske Ret tilkom den. Herved kom han – som han selv erklærede – til Vished om, at Kirken var bleven i mange Maader forurettet baade i sin almindelige Ret og Frihed, og i de den tilstaaede Særrettigheder. I første Henseende fremhævede han, at Kirken ikke var i Besiddelse af den samme tilkommende Dommermyndighed, idet næsten alle til Kirken hørende Sager paadømtes af Lægfolk i Egenskab af Kongedømmets Ombudsmænd. Herved sigtede han upaatvivlelig til den dømmende Myndighed, som ved den nye Landslov udtrykkelig var tillagt Lagmændene, hvilke beskikkedes af Kongen, – og vel ogsaa til den udvidede Myndighed i Rettergangens Bestyrelse, der var lagt i de kongelige Sysselmænds Hænder, hvorved i det Hele den gamle Rettergangsorden betydeligen forandredes, og Folkets dømmende Myndighed til Thinge i Virkeligheden ikke uvæsentlig indskrænkedes. Det er, som forhen omtalt, heel sandsynligt, at i den gamle Rettergangsorden, under Dommermyndighedens Udøvelse ved Folket, Geistligheden har havt bedre Anledning til at indvirke paa Afgjørelsen af de Kirken vedkommende Sager, end nu da Kongens Ombudsmænd deels optraadte som Dommere, deels som Rettens erklærede Bestyrere. I alt Fald synes den verdslige Dommermyndighed ved geistlige Sagers Behandling ved den nye Orden at have ligget meer for Dagen og vakt større Opmærksomhed. – I Henseende til Kirkens almindelige Friheder paapegede han det ringe Antal Folk, for hvilke Erkebiskoppen havde Ledingsfrihed. – Hvad endelig Kirkens Privilegier angik, da udhævede han, som let kan tænkes, Kong Magnus Erlingssøns Indrømmelser: Rigets og Kronens Offring til St. Olaf, og Kirkens Ret med Hensyn til den norske Konges Udvælgelse, om hvilken han endog ved en dristig Fortolkning af Magnus Erlingssøns Bestemmelse yttrede, at den henpegede paa, at Norges Konger burde udvælges, og at i Udvælgelsen Erkebiskoppen og Rigets Biskopper skulde have den fornemste Stemme.
Man gjenkjender de to første Ankeposter allerede fra Striden mellem Kong Sverrer og Erkebiskop Erik. Hvad den tredie angaar, da
