bemærket, saa overordentlig .ind i de bestaaende islandske Forhold, da fast alle Landets Kirker vare Lægfolks Ejendom, at det let kan fattes, at den ikke kunde drives uimodsagt igjennem. Alligevel bleve virkelig mange af de mindre Kirker med deres Gods for Øieblikket givne i Biskoppens Vold. Men med de større var det en anden Sag. De vare i de rigeste og mægtigste verdslige Høvdingers Hænder, og disse holdt fast paa hvad de efter gammel Landsret ansaa for sin lovlige Ejendom.
Dette var især Tilfælde med Odde og Hitardal, tvende af de betydeligste Kirker paa Island, hvis mægtige Ejere ingenlunde vilde give dem i Biskoppens Vold. Arne lod sig dem alligevel tildømme paa Althinget 1270 og truede Ejerne med Ban, hvis de ei opgave dem. Nu begyndte flere af Kirkeejerne aabenlydt at gjøre Indsigelser mod Biskoppens Fremfærd, og mange, som fra først af havde vist sig eftergivende mod hans Fordringer, erklærede nu, at de holdt hans Fremgangsmaade for ulovlig og skjød sin Sag under Kongens Dom. Denne negtede heller ikke Arne at adlyde, forudsat at Erkebiskoppen billigede den. Stormen mod Biskoppen blev imidlertid heftigere og heftigere, især da Rafn Oddssøn traadte paa hans Modstanderes Side og forsikkrede Almuen, at Kongen ikke vilde give sit Samtykke til, at Bønderne saaledes bleve berøvede sin Ejendom Biskoppen skrev nu baade til Kongen og Erkebiskoppen og fremstillede for dem sin vanskelige Stilling. Den sidste opfordrede ham til at holde frem, som han havde begyndt. Kongen gav ham ogsaa venskabeligt Svar og lovede ham sin Beskyttelse, hvis Biskoppen til Gjengjeld vilde tjene Kongen ved af al Kraft at befordre Indførelsen paa Island af den nye Lovbog, som for Øen var udarbeidet efter norsk Mønster, men som Almuen gjorde Vanskeligheder ved at antage i dens fulde Udstrækning. Da i denne nye Lovbog, som allerede bemærket med Hensyn til den norske, Christendomsbolken var udeladt, saa havde Arne ingen Betænkelighed ved at understøtte Kongens Sag i det forlangte Stykke; og ved sin store Indflydelse paa Almuen drev han virkelig igjennem, at største Delen af den oversendte Lovbog paa Althinget 1272 blev antagen. Fra nu af holdt Arne fast og ufravigelig ved den Grundsætning, ivrigen at befordre Kongedømmets Sag paa Island i alle Dele, som ikke berørte Kirkens Ret; men hvor det gjaldt denne, var han urokkelig i dens Forsvar, selv om han derved noksaa meget kom til at støde an mod Kongedømmets Fordringer. Ved sin modige og aabne Færd lykkedes det ogsaa Arne efterhaanden at vinde selv fine Modstanderes Agtelse; og heri var han heldigere end sin Medbiskop Jørund af Hole, der ved sin forsigtige Kryben mellem de stridende Partier forspildte begges Tiltro og paadrog sig fortjent Dadel for slu Underfundighed.
