Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/29

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

steds. Man kan gjætte paa en dobbelt: – deels at han ved at gaa Islændingernes Ønske forbi, ret kraftigen har villet indprente dem, at Retten at vælge en Biskop til Skaalholt hvilede aldeles uindskrænket hos ham og hans Kapitel; – deels at han paa Grund af det Venskabsforhold, han maatte vide fandt Sted mellem Kong Magnus og Arne, har frygtet for at den sidste som Biskop skulde blive føieligere mod Kongen i de islandske Forhold, end Kirkens formeente Tarv krævede. Vist er det, at Erkebiskop Jon den 4de Marts 1269 valgte til Skaalholts Biskop en vis Thorleif, en Prest, og udentvivl den samme, som nævnes i Brev af 1267 blandt Nidaros Kirkes Chorsbrødre[1]. En norskfødt Prælat skulde altsaa atter, efter Jons Mening, paatrænges Islands vigtigste Biskopsstol. Men denne Thorleif døde allerede inden Marts Maaneds Udgang, uden at være bleven indviet. Inden Erbiskoppen skred til et nyt Valg, er han udentvivl bleven bedre bekjendt med Arnes faste Karakter og Nidkjærhed for Kirkens Sag, og tog nu ikke i Betænkning at opfylde Islændingernes Ønske og kaare ham. Arne blev valgt den paafølgende 21de Juni og indviet den 30te i samme Maaned. Da han skiltes fra Erkebiskoppen for at drage til sin Stol, forærede Jon ham et Exemplar af Decretalerne, en betydningsfuld Gave under nærværende Omstændigheder, og Erkebiskoppen saavelsom Kongen medgav ham de mest smigrende Anbefalingsbreve. Arne kom tilbage til Island inden Udgangen af August og drog strax i Følge med Biskop Jørund til Skaalholt, hvor begge Biskopper holdt Stevne med Presterne og Bønderne. Ved denne Leilighed blev det Budskab oplæst, som Arne medbragte fra Erkebiskoppen, hvilket indeholdt følgende fem Punkter: 1) At Alle skulde knæle med oprakte Hænder, naar Christi Legeme og Blod blev hævet i Messen, og ligesaa naar det blev baaret til Syge. – 2) Ingen maatte gifte sig for efter tre Ganges Lysning i Kirken. – 3) Mænd, som holde Friller forbydes at tage Alterens Sakramente i Paaskeugen, med mindre de egte sine Friller eller skilles aldeles fra dem. – 4) Alle Kirker med Gods og Tiender skulde gives i Biskoppernes Vold. – 5) Ingen skulde udlaane dødt Gods paa Rente[2].

Disse fem Artikler maa antages allerede at være forkyndte og paabudne i Norge, uden at man ved, hvorledes de der i det Hele ere blevne optagne. Med Hensyn til Island heder det, at de tre første Artikler bleve vel optagne af Almuen, men de to sidste med Uvillie. Biskop Arne sendte siden Erkebiskoppens Budskab over hele sit Biskopdømme, og det blev overalt optaget næsten paa samme Maade som paa Mødet i Skaalholt. Bestemmelsen om Kirkegodsets Overdragelse til Biskopperne greb, som allerede tidligere paa flere Steder

  1. N. Dipl. I. 50.
  2. Bp. Arnes S. c. 5.