skop Olaf af Grønland[1] levede til 1280[2]. – Paa Island døde, som allerede er omtalt, Biskop Brand Jonssøn af Hole i 1264, i hvis Sted valgtes Jørund Thorsteinssøn, der blev indviet 1267; – og i 1268 døde Biskop Sigurd Thetmarssøn i Skaalholt, der havde til Eftermand Arne Thorlakssøn, indviet 1269[3]. – Paa Suderøerne endelig døde Biskop Rikard 1274, og havde til Eftermand Markus, en Skotter af Galovay, der styrede længe. – Af de nævnte Biskopper i selve Norge var Askatin af Bergen udentvivl den af Kong Magnus mest fortroede og ham mest hengivne, hvilket lader gjette, at han har været blandt de meer maadeholdne Hierarchiets Tilhængere. Det samme synes ogsaa at gjælde om hans Eftermand Narve. Derimod vil det Følgende vise, at Andreas af Oslo og Thorfinn af Hamar vare Erkebiskoppens ivrigste Hjælpere og holdt fastest ved hans Sag. Af den norske Kirkes Biskopper udenfor Norge udmærkede ingen sig meer i det hierarchiske Parti end Biskop Arne af Skaalholt, der med Hensyn til Island ganske traadte i sin Metropolitans Fodspor. Da netop paa Island den ulmende Strid mellem Geistligheden og Lægfolket først kom til aabent Udbrud, maa vi foreløbigen kaste et Blik paa denne Øs Tilstand ved den Tid, hvorom her handles, helst i kirkelig Henseende.
Islands Underkastelse under Norges Kongedømme var i 1264 fuldendt. Gissur Thorvaldssøn, som fra 1258 bar Jarlsnavn, førte et Slags Bestyrelse af Øen paa den norske Konges Vegne, men blev heri meget indskrænket baade ved misundelige, fiendtligsindede og selvraadige Høvdinger blandt sine Landsmænd og ved Kongens Udsendinge, der jævnligen indfandt sig for at fore Tilsyn med Gissurs Fremfærd, og ved saadan Leilighed oftest røgtede Kongedømmets Erinder uden Jarlens Mellemkomst, og uden at tage synderligt Hensyn til ham. Gissur maa omsider have følt Lede ved sin ubehagelige Stilling, og han havde bestemt sig til at gaa i Kloster, da han uventet døde 1268. Siden fik Island ikke meer nogen Jarl. Kong Magnus overlod Øens Bestyrelse til tvende indfødte Høvdinger, Rafn Oddssøn og Orm Ormssøn, af hvilke den første ved den sidstes snart paafølgende Død for en Stund fik Styrelsen alene, og siden førte den i Forening med en anden af Kongen beskikket islandsk Høvding, Thorvard Thorarinssøn. Men ogsaa disse indskrænkedes ligesom forhen Gissur ved Kongens Sendemænd, der fast aarligen besøgte Øen,
