end ved Haakon Haakonssøns Arvefølgelov var skeet. Den opstillede derhos Regler for Kongens Valg i Tilfælde af at ingen i Loven nærmet Arving fandtes. Hertug og Jarl, hvis de gaves, alle Biskopper og Abbeder, alle Lendermænd og Hirdstyrere med hele Hirden skulde da være selvstevnede til Nidaros „til den hellige Kong Olaf, til Overlægning med Erkebiskoppen“; og skulde af hvert Biskopsdømme Biskoppen og de derværende Kongens Sysselmænd desuden nævne til Mødet tolv de viseste Bønder. Alle disse skulde have givet sig paa Reisen inden en Maaned fra den Tid, de have spurgt den sidste Konges Frafald, dog saaledes at Biskoppen og Sysselmændene forud tilsagde saamange af Lendermændene og Sysselmændene at blive hjemme i hvert Lagdømme, som fordredes til Ordens Opretholdelse. Naar de vare komne til Nidaros, skulde de skride til Valget, efterat de læge Vælgere havde aflagt Ed paa, at ville tage den til Konge, som dem synes for Gud bedst dertil skikket. I Mangel af Eenstemmighed skulde de raade „som blive flere sammen og ere de fornuftigere, og hvem Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper følge“. Hvo som anderledes lod sig tage til Konge havde Gods og Fred forbrudt og var i Ban.
Magnus’s Christendomsbolk maa vistnok, især i sin egentlige kirkelige Deel, agtes for at være temmelig mangelagtig – rimeligviis en Følge af Kongens Ængstlighed for at støde an, paa den ene Side mod Kongedømmets gamle Ret, og paa den anden Side mod Geistlighedens Fordringer –, men den var dog, sammenligningsviis med de ældre Christenretter, Geistligheden gunstig. Navnligen hjemlede den, som sees, Erkebiskoppen og Biskopperne ved indtrædende Kongevalg en vegtig, og man kan sige, afgjørende Stemme. Artikelen om Kongevalget har aabenbare sit nærmeste Forbillede i hiin under Magnus Erlingssøn istandbragte Lov[1], og holder sig til den saameget som Omstændighederne og Kongedømmets Uafhængighed paa nogen Maade tillod.
Alligevel viste det sig snart, at Magnus’s Christendomsbolk ingenlunde fyldestgjorde det hierarchiske Partis Ønsker og Forhaabninger. Erkebiskop Jon var imidlertid ved Udgangen af 1268 kommen til sin Stol fra Rom. Han maa ganske vist allerede før sin Udfærd have gjort sig vel bekjendt med den paatænkte nye Lovbogs Indhold og navnligen med den af Kongen udkastede Christendomsbolk; og det kan neppe omtvivles, at han under sit Ophold i den pavelige Kurie har pleiet Underhandlinger angaaende denne Sag og modtaget Forskrifter for hvorledes han skulde fare frem. Ved sin Hjemkomst maa man antage, at han strax har gjort Indsigelse mod Kongens og enhver verdslig Øvrigheds Ret til at indblande sig i Kirkens Lovgivning,
- ↑ S. o. f. I. 239.
