Under denne Sagernes Stilling var det ganske naturligt, at den norske Geistlighed, befriet fra den Tvang, der under Haakons kraftige Styrelse havde hvilet paa den, igjen reiste Hovedet i Veiret, følte sin Betydning som en Magt i Staten, og søgte at gjøre sin Indflydelse gjældende.
Erkebiskop Eilif var en klog og maadeholdende Mand, besjælet, som det lader, af et oprigtigt Fædrenelandssind, der forbød ham at misbruge sin ophøiede Stilling, til nu at fremkomme med hierarchiske Fordringer, der ikkun vilde have fremkaldet nye Splittelser og gjort Rigets Tilstand misligere end den allerede var. Hans Optræden var fredelig og meglende, dog, saavidt man kan skjønne, ingenlunde blottet for den nødvendige Kraft. Den Omstændighed, at han i Mellemtiden mellem Kong Haakons Død og Magnus’s Antagelse til Konge var paa en Maade bleven anerkjendt som Rigsvikarius, maatte give ham en fastere Holdning og stille ham over de opdukkende Partier.
Hos en anden af Norges Prælater raadede derimod en mere urolig og hierarchisk Aand. Biskop Audfinn af Bergen var udentvivl den første af sine daværende norske Standsbrødre i canonistisk Lærdom og i Embedsiver. Han lignede heri sin Broder og Formand, Biskop Arne, ligesom og i Kraft og Dygtighed; men han var besindigere end denne, og, som det synes, mindre haardnakket i uvæsentligere Ting. For ham, som tidligere for Arne, var den kongelige Kapelmagister og den hele Kapelindretning en skarp Torn i Øiet, og han ansaa nu udentvivl Omstændighederne gunstige for at komme den til Livs. Han tilbagekaldte i 1319 Gaven af Fane Kirke, som Biskop Narve i sin Tid havde skjænket Apostelkirkens Chorsbrødre[1] og kom derved i en heftig Strid med disse, især tvende af dem, Johan Erikssøn og Grimar Ormssøn, hvilke appellerede til Erkebiskoppen og Paven[2]. Hertil sluttede sig udentvivl ogsaa den forargelige Tvist, han i Begyndelsen af 1320 havde med Botolf Haakonssøn, Chorsbroder af Nidaros, hvilken havde i Apostelkirken øvet Haandgribeligheder mod en Prest, som der paa Biskoppens Vegne skulde oplæse nogle Breve, indeholdende Forbud mod visse overtroiske Valfarter i Bergen. Botolf appellerede til Erkebiskoppen, men blev alligevel sat
