helst i de Stykker, som Loven bestemmer med skarpe Grændser, – saaledes at hverken Høvdingerne, hvis de iagttage det, kunne plage eller betynge Folket, eller taabelige Mænd negte Høvdingerne lovlig, undersaatlig Skyldighed af Trods eller kortsynet Uforstand“. Denne Indledning blev ordret optagen i Magnus’s forbedrede Lovbog[1]. I selve denne maadeholdne Erklæring kunde ikke Geistligheden finde noget Anstod. Kongedømmets guddommelige Oprindelse var ogsaa Kirkens Lære, ligesom at Kirken i det Verdslige skulde støtte sig til Kongedømmet, benytte den verdslige Arm. Men Erklæringen havde dog ikkun nogen sand Vegt ligeover for Folket, som ved den indskjærpedes en streng Lydighedspligt baade mod Kongedømme og Kirke; – med Hensyn til Kongedømmets og Kirkens indbyrdes Forhold var den derimod ubestemt og ikke stort bedre end et tomt Mundsveir. Den kunde nemlig fortolkes, og fortolkedes ganske vist ogsaa, fra begge Sider med stiltiende Forbehold, – af Kongedømmet med Sverrers Anskuelse i Baggrunden, nemlig: Kongedømmets Overhøihed over Kirken; og af Geistligheden, eller i det mindste af dens hierarchisksindede Ledere, med et Sideblik til Erkebiskop Eysteins anmassende Grundsætninger: Kirkens Overhøihed over Kongedømmet. Begge Magters tilsyneladende Sideordning var kun et Blendverk, saalænge det ikke var afgjort, hvor Grændsen var mellem det Aandelige og det Verdslige, og derved hver enkelt Magts Omraade i Virkeligheden anviist. Herom havde Striden før dreiet sig, og her var Stridsemnet endnu aabent. Det kunde først afgjøres ved Lovens og især Christenrettens nærmere enkelte Bestemmelser.
Kong Magnus’s religiøse, fredelige og eftergivende Sindelag indskjød ham vistnok i mange Henseender en gunstig Stemning mod Kirken. Denne Stemning viste han allerede i Begyndelsen af sin Rigsstyrelse ved at stadfæste og indskjærpe sin Faders for Geistligheden meget gunstige Forordning om Tienden[2], og ved at udstede en Forordning, ganske i Kirkens daværende Aand, imod Aager, det vil sige, mod at tage Rente af dødt Gods, hvilket fremstilledes som en dødelig Synd[3]. Han gjorde dette efter Overlæg og i Samstemmighed med Biskopperne. Men alligevel synes han at have været sterkt gjennemtrængt af sin Oldefader Sverrers og sin Faders Anskuelse med Hensyn til Kongedømmets Høihed og Magtfylde ogsaa i Kirkens Anliggender, forsaavidt disse berørte den verdslige Stat. Han ansaa det derfor sikkerligen som en afgjort Sag, at den nye almindelige Lov, paa hvilken han arbeidede, skulde omfatte efter gammel
