Birgers Afsættelse maatte agtes for ugjenkaldelig udtalt, for en allerede indtraadt Kjendsgierning, saa havde dog hans Søn, Junker Magnus, skjønt for Øieblikket det hertugelige Partis Fange, ingenlunde ved sin Faders Brøde fortabt sin egen Ret, som tidligere valgt til sin Faders Eftermand. Men Stemningen hos det seirende Parti i Sverige var nu saa ophidset, at det ligesaa lidet vilde vide af Magnus Birgerssøn, som af Birger selv til Sveriges Konge; hvorimod det med een Mund fordrede Hertug Eriks Søn, som det havde i sin Midte, hævet paa Sveriges Trone. Denne Svenskernes Beslutning, som Haakon ikke med Sikkerhed havde kunnet forudsee, kom saaledes strax efter hans Død til Modenhed, og sattes uopholdelig i Verk med den største Bestemthed og Kraft, idet Folkets almindelige Stemme kaarede Norges Arving til Sveriges Konge.
Dette Tilfælde laa, som sagt, udenfor Haakons Formynderskabslov, hvilken de af ham udnævnte Rigsstyrere havde edeligen forpligtet sig til at overholde, og fra hvilken deres hele styrende Myndighed udgik. Under saadanne Omstændigheder synes det norske Styrelsesraad ikke at have trøstet sig til at handle paa egen Haand med den fulde kongelige Myndighed, som Haakon havde lagt i dets Hænder, saa meget mindre da det ikke havde den unge Konge, i hvis Navn det skulde styre, i sin Midte. Maaskee har det heller ikke fundet Stemningen i Norge, helst blandt Rigets øvrige Stormænd, saa gunstig for sig som det kunde ønske til ene at optræde afgjørende i en saa vigtig Sag. Vist er det, at Norges og Sveriges indbyrdes Stilling i den forestaaende Forening under een og samme Konge bestemtes fra norsk Side ikke ved det norske Styrelsesraad, men ved en større Forsamling af Norges fornemste Stormænd, der kaldede eller ukaldede havde indfundet sig til et Raadsmøde ikke længe efter Kong Haakons Død.
Medens ogsaa i Sverige de geistlige og verdslige Høvdinger samlede sig i Upsal til en Herredag eller Rigsdag for at vælge sin Konge, afgik i Juni Maaned et svenskt Gesantskab til Norge med Biskop Karl af Linkjøping i sin Spidse. Dette traf sammen i Oslo med ovennævnte Rigsforsamling. Tredive norske Herrer, nemlig Kansleren Ivar Olafssøn og 29 deels Lendermænd deels Riddere, nævnes som tilstedeværende, samt desforuden Erkebiskop Eilif, der rimeligviis i Egenskab af et Slags Rigsvikar har indtaget Forsædet, og Biskop Haakon af Stavanger, maaskee som den anden Rigsstyrelsesraadet tilforordnede Biskop. Andre norske Biskopper nævnes ikke udtrykkelig som nærværende. Underhandlingerne mellem de svenske fuldmægtige Sendemænd og de norske Herrer dreves den 26de, 27de og 28de Juni i Oslos Biskopsgaard og ledede til en Overeenskomst, der beedigedes
