hvilken ligeledes var bestemt til Forelæsning i Hirden over Borde paa de forskjellige Helgeners Høitider og Messedage. Og medens Kongen selv saaledes tog sig af de historisk-theologiske Kundskabers Udbredelse i Norge, især ved sin Hird, var hans Dronning Eufemia ligesaa virksom for Udbredelsen af sin Tids anglonormanniske eller franske Roman-Literatur, ved at besørge norske Oversættelser af flere af dens Frembringelser. Ja hun gav endog, udentvivl ved sin Indflydelse paa og jævnlige Omgang med den aandrige svenske Hertug Erik, Stødet til mange af de samme Verkets Overførelse paa Svensk, som det lader mest i en rimet Form, der nærmede sig Originalernes. Alt dette kan ikke andet end give et efter Tidens Forhold saare fordeelagtigt Begreb om den religiøse Følelse og det aandelige Liv i det Hele, der raadede ved den norske Kongehird i Haakon Magnussøns Dage.
Kong Haakon Magnussøn havde, som ovenfor sagt, før sin Død, udnævnt de Mænd, der skulde føre Rigsstyrelsen i Norge under hans Efterfølgers Mindreaarighed. De otte af disse, Kansleren og syv verdslige Personer, kjendes som nærværende hos Kongen i Tunsberg kort før hans Død. De fire øvrige derimod kjendes ikke, ligesaalidt som det vides med Sikkerhed, hvilke de tvende Biskopper have været, der ifølge Forordningen af 16de September 1302 skulde bistaa Styrelsesraadet i Indseendet med Rigets Skat. Nærmest maa man dog gjette paa Erkebiskop Eilif og Biskop Haakon af Stavanger, eftersom disse tvende kort efter Kongens Død findes at være tilstede i Oslo og der deeltage i de mellem de norske og svenske Herrer aabnede Underhandlinger.
En Aftale angaaende Norges og Sveriges indbyrdes Stilling maatte nemlig, paa Grund af de stedfindende Forhold, snarest muligt træffes mellem begge Rigers styrende Høvdinger. Norges Rige havde vistnok i den afdøde Konges Dattersøn, den treaarige Magnus Erikssøn, sin lovbestemte Arving; men baade var denne for Øieblikket udenfor Rigets Grændser, og desuden havde Kong Haakon i sin Forordning om Rigsstyrelsen ingen Bestemmelse gjort for det Tilfælde, at hiin Norges Arving ogsaa kunde blive et andet Riges Konge. Haakon var i sin Rigsstyrelseslov gaaet ud fra den Forudsætning, at hans umyndige Efterfølger ikkun skulde bære Norges Krone; og de seneste Omveltninger i Sverige, forsaavidt Haakon oplevede dem, havde endnu ikke ganske kunnet rokke hiin Forudsætning. Thi om end Kong
