nærme sig, da han den 20de April 1319 paa Tunsberghus havde samlet om sig Kansleren Ivar Olafssøn, Hafthorer Jonssøn sin Svisøn, hvem han i 1302 havde trolovet[1] og før 1312[2] giftet med sin uegte Datter Agnes, sin Merkesmand Paal Erikssøn og fem andre norske Herrer, alle ganske vist høitfortroede Mænd. Disse tilsvore Kongen med de dyreste Eder paa Korset og andre Helligdomme, at ville holde hans Bestemmelser om Kongearven og Rigsstyrelsen, styrke Rigets Arving med forenet Kraft og ikke inddrage Udlændinger i Norge til Befalinger, Sysler, Raad eller Embeder, hverken i Rigets Arvings Umyndighed, eller efter at han var bleven myndig. Herpaa udstedte de sit Forpligtelsesbrev[3]. Disse otte Mænd vare naturligviis af Haakon udseede til at danne Grundlaget for det Rigets Raad, som efter hans Bestemmelse skulde overtage Rigsstyrelsen i den vordende Konges Umyndighed[4]; og man seer, hvorledes han, saagodt som allerede staaende paa Gravens Rand, har været omhyggelig for sit Lands Selvstændighed. Den næstfølgende 8de Mai 1319 døde han, ikke meer end 49 Aar gammel. Haakon endte Harald Haarfagers Mandsstamme, en værdig Ætling baade af Norges mange forudgaaende dygtige Konger, og af Kong Sverrer, Stamfader til den Ætgren, han nærmest tilhørte.
Det er tidligere paa flere Steder bemærket, at den Higen efter Kundskaber og Sands for Videnskabelighed, som sees at have besjælet Kong Sverrer, gik i Arv til den Ætlinie, som udsprang fra ham, ligetil dens sidste Mand. Om Haakon Magnussøn gjælder dette udentvivl ligesaameget som om nogen anden af Sverrers Ætlinger. Om hans videnskabelige Skoledannelse vidner allerede den Øvelse han besad i Latinen, saa at han endog kunde holde Tale i dette Sprog[5], men endmere dog den Bearbeidelse paa Norsk af en stor Deel af det gamle Testamentes Bøger efter den latinske Vulgata, som han foranstaltede, og som han besørgede udstyret med Jævnførelser og Tillæg af flere den Tids berømteste historisk-theologiske Skrifter. Verket blev, som Fortalen viser, udført under hans eget Tilsyn og Tilsagn; og dets nærmeste Bestemmelse var – hvilket næsten er det mærkeligste – at tjene til Forelæsning for Kongen og hans Omgivelse over Borde paa Søndagene. Verket bærer Navnet: Stjorn d. e. Styrelse (neml. Guds Styrelse) og udmærker sig ved et i det Hele taget fortrinligt Sprog[6]. Af Fortalen til dette Verk sees ogsaa, at Haakon allerede tidligere havde foranstaltet en Oversættelse eller Bearbeidelse af en latinsk Bog om Helgenernes Levnet, under Titel: Hellige Mænds Blomster,
