delbar Hjælp fra norsk Side i Sommerens Løb er bleven ydet det hertugelige Parti, saa maa det dog altid antages, at Sikkerheden fra hiin Kant har bidraget ikke uvæsentligt til de Hertugeliges Held og Fremgang om Høsten i Skaane.
Deres Seier der var tilintetgjørende for den ulykkelige Kong Birgers Sag. Da de Hertugelige nemlig raskt benyttede den vundne Fordeel og strax rykkede løs paa Helsingborg, tabte den danske Konge Modet og hastede med at slutte en Vaabenstilstand for Helsingborg, hvilken allerede den 11te November næst efter afløstes ved en Fred til Roskilde. Den sluttedes mellem Kong Erik af Danmark og Kong Birger af Sverige paa den ene Side, og Kong Haakon og de svenske Hertugers Mænd og Tilhængere paa den anden, og skulde for det første vare i 3 Aar, men siden forlænges. Birger og hans Børn maatte i denne Tid ikke opholde sig inden Sverige undtagen paa Gotland, saafremt Indbyggerne der tillode ham det, og hans Søn Magnus skulde forblive i Fængsel, dog sikker paa Liv og Lemmer. Dette sidste Tilsagn blev imidlertid kun slet overholdt. Da nemlig Magnus, endog som Fange, vakte Frygt hos det i Sverige raadende Parti, lod dette ham i 1320 den 21de October offentlig henrette i Stockholm. Kong Birger, der fra Gotland var tyet til Danmark og der levede som Landflygtig, overlevede ham kun kort. Han døde paa Holbek Slot i Sjælland den 31te Mai 1321.
Da Kong Birger i 1318 i Virkeligheden var afsat, og de Hertugelige havde fuldkommen Overhaand i Sverige, laa den Mulighed ganske nær, at Hertug Eriks unge Søn, den norske Haakons Dattersøn og Arving, kunde blive valgt til Sveriges Konge i den forhadte og foragtede Birgers Sted, med Forbigaaelse af dennes Søn, der nu desuden var en Fange i det hertugelige Partis Hænder. Noget bestemt Skridt i saadan Retning blev dog neppe gjort fra de svenske Magthaveres Side i Haakons levende Live; og troligt er det, at denne Konge, om han anede en slig Begivenhed, ikke har seet den i Møde uden Ængstelse. Hertugernes skrækkelige Død har ganske vist gjort et smerteligt Indtryk paa ham, og ikke mindre den betænkelige Stilling, i hvilken hans Datter og Broderdatter befandt sig midt inde i en Borgerkrigs vilde Tummel. Skjønt nu vel deres Parti, hastigere end ventes kunde, fik Overmagten, saa stod dog meget tilbage at ordne i Sverige og mange Vanskeligheder der at udjævne. Under en slig Sagernes Stilling kunde vel neppe Haakon med Rolighed tænke sig Norges mulige Forening med Sverige under et Barn som begge Rigers Konge.
Usandsynligt er det ikke, at i disse for hans Æt og for Norge betænkelige Omstændigheder Sorg, Uro og Bekymringer kunne have fremskyndet Kong Haakons Død. Rimeligviis har han følt den sterkt
