Uroligheder have været Mødets Gjenstand. Formodningen bestyrkes derved, at netop ved denne Leilighed Opfordring skede fra svensk Side til Erkebiskop Eilif, om at tage Upsals Kirke under sit Vern mod mulig Overlast.
Den tidligere indre Strid i Sverige mellem Kongen og hans Brødre, havde, som let kan tænkes, frembragt megen Retsusikkerhed i Landet, og selv i den senere Fredens Tid var denne Usikkerhed ei ganske forvunden. Hertil kom, at alle de tre Fyrster trængte til Penge og derfor bebyrdede sine Undersaatter med haarde Paalæg. Kirken gik heller ikke fri for det almindelige Tryk, og der blev ikke altid saa nøie hegnet om dens Ret af de forskjellige Styrere, skjønt de tre Brødre vistnok i det Ydre alle gave sig Mine af Gudsfrygt og Ærbødighed for Geistligheden. Kirkens Personer, især dens Prælater, vare desuden selv for en stor Deel Partimænd, der enten holdt med Kongen eller med Hertugerne, og som paa sine Partimodstanderes Bekostning søgte at tilvende sig hvad Fordeel de kunde. Hensyn til denne den svenske Kirkes mislige Stilling maa have bevæget den udvalgte Erkebiskop af Upsal, Olaf Bjørnsson, til at paakalde Pavens Beskyttelse for sig og sit Kapitel; og Johannes XXII udstedte i denne Anledning den 3die Februar 1317 fra Avignon en Skrivelse, hvori han paalagde Erkebiskoppen af Nidaros, samt de svenske Biskopper af Skara og Vesteraas at verne om den upsalske Kirkes Tarv og Frihed[1], – et Paalæg som forresten, for Erkebiskop Eilifs Vedkommende, vidner om den Anseelse og Tillid, han nød baade i Kurien og hos den svenske Geistlighed. Den 16de Juli 1318 finder man, at Mag. Nikolaus Sigfastssøn, Canonicus af Upsal og Pavens Sendebud i Sverige (summi poniificis .. ad partes regni Svceiæ nuncius deputatus), har i Præmonstratensernes Kloster i Tunsberg personligen foreviist Erkebiskop Eilif, i Overvær af Biskopperne Helge af Oslo, Audfinn af Bergen og Haakon af Stavanger, samt Eystein Klosterets Abbed, Finn Haldorssøn kongelig Kapelmagister, Ivar Olafssøn Kongens Kansler og flere troværdige Mænd, hiint pavelige Brev i Original, over hvilken Handling et Notarial-Dokument, indeholdende Afskrift af Brevet, blev optaget[2]. Dette kan ikke forklares anderledes, end at den svenske og særligen Upsals Kirke herved har forlangt den norske Metropolitans Bistand og Beskyttelse, og det paa Grund af den Forvirring, som efter de svenske Hertugers Død og den almindelige Opstand mod Kong Birger var indtraadt i hele den svenske Rigsstyrelse. Det bliver saaledes saagodt som utvivlsomt, at baade Kirke og Stat i Sverige have henvendt sig til Norge om Bistand; og om ikke kraftigere og meer umid-
