Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/202

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Norden almindelig udbredt og troet Folkerygte sagde, at de bleve sultede ihjel paa sin Broders Kong Birgers Bud.

Ved denne Nidingsdaad tænkte Kong Birger at sikkre sig alene Sveriges Rige; men han bedrog sig høieligen. Saagodt som hele Sverige reiste sig imod ham, og sluttede sig til de dræbte Hertugers Parti, hvis Anførere vare dygtige Mænd og Hertuginderne samt deres Børn oprigtigt hengivne. Den danske Konge Erik lovede vel af yderste Evne at understøtte sin Svoger i hans Nød, og sendte ham ogsaa virkelig Hjælpetropper; men disse bleve slagne af de Hertugelige, og Birger flygtede i sin Forvirring til Gotland. Hertugindernes Tilhængere indgik aabenlyst Forbund med de danske Oprørere, Hertug Christoffer og Erkebiskop Esger, slog den danske Hær i Skaane den 26de October 1318 og oversvømmede derpaa hele dette danske Landskab. Allerede tidligere havde de faste Slotte, som endnu holdt Birgers Parti, maattet overgive sig, og Kongens Søn Magnus var falden i de Hertugeliges Hænder.

I hvordan end Kong Haakons Stemning mod de svenske Hertuger kan have været i den seneste Tid af deres Liv, saa kunde han naturligviis efter deres Fængsling og skrækkelige Død ikke andet end understøtte deres Parti med al sin Magt. Det gjaldt jo nu for ham om at opretholde sin egen Datters og Dattersøns Ret i Sverige. Et Tog af ham til Gautelven med en Flode omtales ved denne Tid i de gamle Annaler[1], men paa en saa utydelig Maade, at man ikke ret kan see hvem det har gjældet. At han derimod har havt alle sit Riges Biskopper, og rimeligviis ogsaa dets fornemste verdslige Høvdinger, samlede om sig i Juli Maaned 1318, i Tunsberg, er sikkert. Man finder nemlig, at Kongen den 22de, 26de og 28de Juli har udfærdiget Breve fra Tunsberg, og i det første af disse nævnes Erkebiskop Eilif og Biskopperne, Helge af Oslo, Audfinn af Bergen og Botolf af Hamar som de der have medforseglet Brevet[2]. Af et Brev udstedt et Par Dage tidligere, som strax skal omtales, seer man, at ogsaa Biskop Haakon af Stavanger har været sammesteds tilstede. Man maa da antage, at Overlægninger om Norges Optræden i de svenske

    de bestemt endnu i Live. I et Brev af 20de April s. A. omtales de af sine Tilhængere som fængslede, men endnu levende (Sv. Dipl. III. 361), da var man altsaa i alt Fald ikke sikker om deres Trin Men af paafølgende 26de Mai skal der være et Brev, hvori Hertuginderne kalde sig deres Efterleversker (Suhm D. H. II 821; jeg har dog ikke fundet det i Sv. Dipl.); og er dette rigtigt, maa deres Død dengang have været almindelig bekjendt. Fra 1ste August og senere, har man en heel Deel Breve, hvori Hertuginderne nævnes: „relictæ dominorum Erici et Valdemari qvondam ducum Sveorum“ (Sv. Dipl. III. 370–373, o. f St.)

  1. Isl. Ann. 210.
  2. Thorkel. Anal. 112, 113; N. Dipl. II. 114, 115.