relse[1]. Magnus, der ganske vist var nøie indviet i sin Faders Hensigter, traadte med Iver i hans Fodspor. Der er, efter de Verker af Faders og Søns Lovgivningsvirksomhed, hvilke ere os levnede, al Grund til at tro, at Haakon har havt en langsommere og meer tillempende Fremgangsmaade for Øie. Magnus derimod bestemte sig til en mere gjennemgribende Forandring, der saagodt som med eet Slag skulde indføre den paatænkte nye Orden i Stats- og Retsvæsenet. Der skulde bringes Eenhed og Samstemmighed i Landets Love, og det hele Lovgivningsverk bygges paa de Grundsætninger, som allerede i den almindelige Mening havde vundet Hevd, om de end ikke i selve Lovene vare gjennemførte Og disse Grundsætninger vare med Hensyn til Kongedømmets Stilling i den norske Stat væsentligen de af Kong Sverrer i sin Tid udtalte.
Men heri laa just Anstødsstenen med Hensyn til Kirken og Geistligheden. Vel fandt Magnus sig ikke beføiet til at udtale i saa tydelige Ord, som Sverrer og hans ligesindede Samtidige havde gjort, Kongedømmets Beskikkelse af Gud for at have Overopsynet ogsaa med Kirken; dog stillede man det paa en Maade ved Siden af den biskoppelige Magt i denne Henseende, om end i mindre bestemte Udtryk. Allerede Haakon Haakonssøn havde, rimeligviis efter Overlæg med Geistligheden, sammensat en Indledning til den Deel af den forbedrede Lov, som skulde omhandle Kongedømmets Ret under Eet med Kirkens, i hvilken Indledning han udtaler denne lempeligere Anskuelse. Efterat Christendommens Hovedlærdom er fremstillet i de efter Kirkens daværende Lære udviklede Trosartikler, heder det: „Efterdi Guds Miskunhed seer, at det er det utallige Folks og den forskjelligartede Mængdes Tarv, har han beskikket tvende sine Tjenere til at være sine synlige Ombudsmænd med Hensyn til denne hellige Tro og hans hellige Lov, gode Mænd til deres Rettigheders Bevarelse, men onde Mænd til Revselse og Renselse. Disse tvende ere: den ene Kongen, den anden Biskoppen. Kongen har af Gud verdslig Magt til verdslige Ting, men Biskoppen aandelig Magt til aandelige Ting; og har den ene af dem at styrke den andens Magt til hvad der er ret og lovligt, og de have at erkjende hos sig, at de have Magten og Herredømmet af Gud, og ikke af sig selv. Og fordi de ere Guds Ombudsmænd, og for det andet fordi Alle see, at man ingenlunde kan undvære dem, og for det tredie fordi Gud selv verdiges at kalde sig med deres Navne, – da er den sandelig i stor Fare med Hensyn til Gud, som ikke styrker dem, der bære saa stor Omhu for Landsfolket, og saa stort Ansvar for Gud, med fuldkommen Kjærlighed og Ærefrygt i den Magt, hvortil Gud har beskikket dem, aller-
- ↑ Se ovenf. I. 396.
