Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/198

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ving fremdeles stod ham fast for Øie. Der var mellem ham og Sofia et Slegtskabsforhold, der ikke tillod deres Egteskab uden efter forudgaaende pavelig Dispensation; men denne havde han i Freden paataget sig at udvirke. Et lignende Forhold fandt Sted mellem Junker Magnus Birgerssøn og Ingebjørg af Norge, hvilket ogsaa en pavelig Dispensation maatte hæve, og denne tilkom det Magnus at udvirke. Endelig er det høist sandsynligt, at man desuden fra flere Sider har anseet Ophævelsen af den ældre Forlovelse mellem Hertug Erik og Ingebjørg for ligeledes at kræve en pavelig Tilladelse. Hertug Erik synes at have givet sig Mine af at ville ved sin personlige Underhandling jævne alle disse Anstød, og under dette Paaskud at have foretaget en Reise til Kurien i Slutningen af 1311. Rimeligviis har han truffet Pave Clemens i Vienne under det almindelige Concilium; men neppe har han for Alvor arbeidet paa at erholde de ovennævnte Dispensationer. Snarere har han arbeidet i lige modsat Retning, nemlig for at Dispensationerne maatte negtes, og saaledes hans seneste Egteskabsforpligtelse vorde hævet. Men i hvorledes end hermed er tilgaaet, saa maa Forhandlingerne og deres Udfald have været en dyb Hemmelighed for den danske Konge, der endnu i Begyndelsen af 1312 lader til at have fæstet fuldkommen Tro til den hjemvendende Hertug Erik[1]. Jomfru Sofia var ogsaa allerede sendt til Sverige eller i det mindste til Nørre-Halland, et sikkert Tegn paa, at den danske Konge ingen Tvivl nærede om Egteskabets hastige Fuldbyrdelse[2]. Men om Høsten samme Aar lod Hertug Erik pludselig Masken falde. Han og hans Broder Valdemar droge til Norge og holdt her i Oslo, den 29de September, med megen Pragt sit Bryllup med de tvende norske Kongedøttre, af hvilke Ingebjørg Haakoundatter dengang var elleve Aar gammel, og Ingebjørg Eriksdatter sytten. Først i det følgende Aars September afsendtes dog de tvende Brude til Sverige til sine Egteherrer.

Hvorvidt Kong Haakon i dette hele Rænkespind har været Hertug Eriks Medvider, ja vel hemmeligen spillet under Dække med ham, er af de forhaandenværende Kilder umuligt at udfinde med Sikkerhed. At han skulde være ganske uvidende om det Spil, der dreves af Hertugen, er efter hele Sagens Gang neppe tænkeligt; og utvivlsomt synes det at være, at Udfaldet af det Hele ganske stemmede med Kongens og endnu meer med Dronning Eufemias i mange Aar nærede Ønske, skjønt den sidste ikke oplevede det saameget attraaede Egteskabs Fuldbyrdelse, idet hun døde den 1ste Mai 1312. Usikkrere er det derimod, om Haakon selv har laant en virksom Hjælp, med Raad og

  1. Suhm D. H. XI. 680 (Hertug Eriks Forpligtelsesbrev til den danske Konge, dateret Søborg paa Sjælland den 18de April 1312).
  2. Suhm D. H. XI. 697, 698 (Fredsforedrag til Helsingborg af 19de Juni 1313).