Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/195

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ind i det sydlige Sverige og trængte gjennem de gotiske Landskaber frem lige til Nykjøping i Sødermanland. Men Angrebet løb frugtesløst af. Hertugerne undgik Overmagten ved kloge Bevægelser og et forsigtigt Tilbagetog, der omsider havde til Følge, at den danske Hær dybt inde i et fiendtligt Land, blev udsat for den største Mangel midt under en ganske usedvanlig kold Vinter. Hæren blev næsten ganske opreven uden Kamp, af Elendighed og Mytteri, og Kong Erik maatte prise sig lykkelig ved igjen at kunne undslippe med dens svage Levninger til Skaane, hvor han ankom i Aarets sidste Dage. Kong Haakon paa sin Side angreb Konghella Slot, som endnu var i Hertugernes Hænder, og vandt det ved Overgivelse. Men han tabte det igjen inden Aarets Udgang. Ved Begyndelsen af 1310 stode saaledes Hertugerne Erik og Valdemar som fuldkomne Mestere over Sveriges Rige.

Hertug Eriks overmodige Opførsel havde tidligere gjort det paa en Maade til en Æressag for Kong Haakon at bryde med ham, i hvormeget end Kongen vistnok i Hjertet maatte erkjende hans overlegne Dygtighed. Haakon har rimeligviis ikke selv gjort det uden med en vis indre Modstræben; og hans Dronning Eufemia skal have følt den største Sorg over et Brud, der berøvede hende en Svigersøn, i hvem hun var saa indtagen. Den skarpsynede, slu Hertug Erik gjennemskuede ganske vist disse hemmelige Følelser hos det norske Kongepar og vidste at benytte sig af dem med sin sedvanlige Behændighed. Strax efter at han havde gjenerobret Konghella indledede han i al Stilhed Underhandlinger med den norske Konge, havde en Sammenkomst med denne og synes endog foreløbigen at være kommen overeens med ham om en Fornyelse af det gamle Venskabs- og Svogerskabs Forhold. Kong Haakon var sikkerligen ingen Ven af Krig i det Hele; og han havde en afgjort Afsky for den Maade, paa hvilken den nu for Tiden baade i Sverige og Danmark førtes, nemlig ved Hjælp af leiede Krigsfolk, næsten udelukkende Udlændinger, især Tydskerne. Hertugerne havde et stort Antal af dem i sin Tjeneste; og hvad der meget afskrækkede Kongen fra paany at nærme sig Hertug Erik, var aabenbare Frygten for, at de fremmede Leiesvende ved ham skulde faa Indpas i Norge og tjene hans ærgjerrige Hensigter. Før Kongen derfor ved denne Leilighed vilde indlade sig med Hertugen, gjorde han det til Betingelse, at denne skulde skille sig af med de mange Udlændinger, af hvilke han var omgiven, og som Kongen ansaa for at være en stadig Fred i Veien. Heri indvilgede Erik, og det rimeligviis saameget lettere, som han neppe af det sterkt medtagne og udsugede Sverige stort længer kunde haabe at opdrive Midler til deres Underhold og Lønning. Først efterat Erik havde lovet at afskedige sine Leietropper blev