Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/194

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ser i Almindelighed og især sine Kapeller. Om hans Gavmildhed mod Nidaros’s Kirke er allerede talt[1]; og af de kongelige Kapeller var det ikke Marie-Kirken i Oslo alene, som rigeligen blev fra hans Haand gjentagende udstyret[2]. Til den hellige Michaels Kirke paa Tunsberghus skjænkede han ved Gavebrev af Oslo, den 3die December 1317, paa eengang i Jordegods ikke mindre end 110 Markebol (omtrent ligesaamange Skippund Tunge efter senere Beregningsmaade)[3]; og af det Brudstykke, der er levnet af Haakons Testamente, sees, at han rigeligen havde betænkt flere, og rimeligviis alle, sine Kapelkirker efter sin Død[4]. Mod Gavnligheden for Kirke og Stat af saadanne overflødige Gaver kan vistnok de mest grundede Indvendinger opkastes; men Haakons oprigtige Mening med dem, nemlig at han derved hædrede Kirken og befordrede sin og sines Sjælssalighed, kan ikke drages i Tvivl. Det var Tidens Aand, som her ogsaa hos ham gjorde sig gjældende.

70.
Norges Statsforhold i den senere Halvdel af Haakons Kongedømme. Kongens Død.

De vigtigste Begivenheder i den norske Kirke under Kong Haakon Magnussøns Rigsstyrelse ere nu fortalte, saavidt som de af de gamle Kilder lade sig uddrage. Det staar nu tilbage at give en kort Udsigt over Statsbegivenhederne i den sidste Halvdeel af Haakons Kongedømme. Ved Freden til Kjøbenhavn den 17de Juli 1309[5] var der vendt op og ned paa de hidtil bestaaende politiske Forhold i Norden. Kongerne i Norge, Danmark og Sverige havde sluttet sig sammen og gjort fælles Sag mod de svenske Hertuger; Trolovelsen mellem Hertug Erik og Ingebjørg Haakonsdatter af Norge var hævet, og Kongedatteren derimod bortlovet til Junker Magnus, den svenske Konge Birgers Søn og den danske Konge Eriks Søstersøn; de svenske Hertuger vare saaledes prisgivne paa engang ikke alene for det kongelige Parti i selve sit Fædreland, men ogsaa for Norges og Danmarks fra tvende Kanter sig nærmende Stridskræfter. Men aldrig viste sig Hertug Eriks overlegne Aand, hans Mod og Klogskab, i et herligere Lys end netop i denne farefulde Stilling. Og Hertugerne gik ogsaa uskadte, ja man kan vel sige som Seierherrer, ud af den.

Med en frygtelig Hær faldt den danske Konge om Høsten 1309

  1. S. o. s. II. 120.
  2. Saaledes ogsaa ved Brev af Tunsberg 28de Juli 1318, N. Dipl. II. 114, 115.
  3. N. Dipl. III. 107.
  4. Thorkel. Analecta 165–169.
  5. S. o. f. II. 126.