i Nærheden see til, at der gjøres ikke alene Kongen men ogsaa Finnerne Ret, eftersom Vedkommende ville svare for Gud og Kongen, samt saaledes at det kan tjene til Advarsel for dem, der fordriste sig til Sligt[1].
Forordningen er mærkelig, deels fordi den giver et let forstaaeligt Vink om Geistlighedens Fremfærd i hine fjærne, under Erkebiskoppens umiddelbare Omraade hørende Egne, – deels fordi den saavidt bekjendt er den første, som giver et Indblik i Christendommens Tilstand blandt de Norges Kongedømme underkastede Finner. Man seer nemlig, at Omvendelsesverket vist nok endnu vare i fuld Gang blandt dem, men at kirkelige Udpresninger ogsaa have gaaet Haand i Haand med Omvendelsen; og man maa slutte, at Frygten for hine mangen Gang har været hinderlig for dennes Fremgang. Kong Haakons Bestemmelser til deres Tarv ere ligesaa vise, som de ere menneskekjærlige, og rigtig overholdte maatte de sikkert lede til Christendommens Fremme blandt Finnerne, ligesaavel som til Befæstelsen af disses Forbindelse med Norges Rige. Og det sidste var nu saameget meer paatrængende nødvendigt, som allerede i Løbet af det næstforgangne halve Aarhundrede, og især under Haakons egen Rigsstyrelse, flere haandgribelige Tegn havde viist, at Russerne og de med dem forbundne tschudiske Folkefærd higede efter Herredømmet over Finnerne, ja vel ogsaa efter at udbrede sin Magt over det til Finmarken nærmest grændsende Haalogaland[2].
I Aarene fra 1313 til 1317 fandt mange Biskopsskifter Sted i den norske Kirke, og Omstændighederne ved disse ere ogsaa næsten det eneste af Vigtighed, som for de nævnte Aar, foruden hvad allerede er fortalt, lader sig øse af de gamle Kilder til Oplysning for Kirkens Historie. – Først døde nu den oftere omtalte Biskop Jørund Thorsteinssøn af Hole den 1ste Februar 1313 i en meget høi Alder, efterat han i hele 46 Aar havde forestaaet Hole-Stol[3]. Han skildres som en slu og verdensklog Mand, der i den for Islands Kirke saa stormfulde Tid ved Slutningen af det 13de Aarhundrede vidste at sno sig mellem de stridende Parter, saaledes at han uden egentlig at tage nogen iøinefaldende virksom Deel i Kampen, dog som oftest fik drevet sine Ønsker igjennem. Han havde Lykken med sig og var en Høvding i sit Væsen, pragtfuld, gavmild og vensæl; derhos roses han for den Omhu han skjænkede Undervisningen ved sin Biskopsstol, idet han drog til sig dygtige Lærere[4]. Han fik for sin Død Leilighed til at vise en Forsonligheds- og Retfærdighedshandling mod sin fordums Uven, Presten Laurentius Kalfssøn. Om denne er senest for-
