Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/178

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

baade Kongen og Erkebiskoppen at have været tilstede i Bergen[1]; muligen kan da en Mægling have fundet Sted, der ledede til mindeligt Forlig. Der findes intet Spor til at nogen af Norges andre Lydbiskopper har gjort Indvending enten mod Tienden selv, eller mod Maaden hvorpaa den af Erkebiskoppen opkrævedes. Heller ikke synes de Grunde, Biskop Arne anførte for sin Modstand, at have nogen sand Vegt. De røbe snarere usømmeligt Embedsnag og haardnakket Stivsind end varm Retfærdighedsfølelse og nidkjær Omsorg for Biskopsstolens Bedste[2].

Hvad der iøvrigt ved denne Strid, som ved saamange andre for omtalte Tvistigheder mellem Kirkens Personer indbyrdes, især maa tildrage sig Opmærksomhed, er deels den Ivrighed, man kan sige Forhastelse, hvormed de Stridende appellerede til den pavelige Kurie, og deels den ubesindige Ødslen med Bannet, rigtignok som oftest i dets mildeste Grad, nemlig Forbud mod Indgang i Kirken (suspensio ab introitu in ecclesiam), – og begge Dele, skjønt Striden aldrig angik Kirkens Lære, men blot ydre kirkelige Forhold, som Embedsindtægter, Embedsrettigheder og Embedsmyndighed.

Appellerne til den pavelige Kurie vare vistnok smigrende for denne og skaffede derhos udentvivl flere af dens Embedsmænd en god Indtægt; – men for den norske Kirke vare de baade bekostelige og som oftest unyttige, idet de kun yderst sjælden synes at have frembragt nogen endelig Afgjørelse af de indappellerede Sager. De egnede sig derimod ypperlig til at fremkalde alle Slags Lovtrækkerier, til at forvirre og derved uddrage Sagerne fast i det uendelige, til at svække Lydighedsforholdet mellem Kirkens forskjellige Embedsgrader, især de høiere, og Kirkens Personers Samhold i det Hele, og endelig til at nære Paastaaelighed, Trættelyst og Rænkespind hos Geistligheden[3]. Det er aabenbart, at mange af de her omhandlede Trætter, ja man kan næsten sige alle, langt hurtigere og lettere havde kunnet lade sig afgjøre ved en kraftig Metropolitanmagts Indskriden, eller ved Kongedømmets oprigtige og faste Meglen, end ved Indstevninger for Kurien, der enten i sin Fjernhed, paa Grund af unøiagtigt Kjendskab til de for Norge ejendommelige Forhold, vel ogsaa af Partiskhed for enkelte Personligheder, som havde vidst at gjøre sig gjældende, dømte vrangt,

  1. Af 7de August 1313 haves et Brev udstedt af Erkebiskop Eilif i Bergen (Suhm D. H. XI. 720), og af 12te August s. A. (Kgns. 15de Riges Aar) og s. St. et Brev udstedt af Kong Haakon (N. g. L. III. 106–108).
  2. Om denne hele Strid jfr. Suhm l. H. XI. 716–720, hvor Udtog leveres af alle den vedkommende Dokumenter efter Barth. Mskr. E. 536–580.
  3. Allerede Bernhard af Clairvaux beklager i Midten af det 12te Aarhundrede det Misbrug, som dreves med Appellerne til Rom (de consideratione l. III. ed. Mabillon Venet. 1750 II. 431–442, jfr. Gibbon T. XII. Cap. 69 Not. 7).