Befaling, at Halvdelen af Kirketienden skulde under Straf af Brevbrud (d. e. under Straf som for modvillig Overtrædelse af Kongens Forordninger) udbetales til Finn Haldorssøn som Erkebiskoppens Ombudsmand. Han bød tillige, at dette hans Brev skulde offentlig forkyndes. Biskoppen vovede ikke at modsætte sig Kongens Bud, og Brevet blev virkelig oplæst paa et almindeligt Thing i Bergen den 16de Marts.
Man seer dog, at dette ikke har afholdt Biskoppen fra tre Dage efter, som forhen fortalt, at fornye sin Appel. Men samtidig hermed skrev han den 10de Marts et undskyldende Brev til Kongen. Han yttrede heri, at han indsaa hvilken Fare og hvilket Pengetab de udsatte sig for, der handlede mod Kongens Bud, og at han derfor ikke kunde formene nogen at rette sig efter dette. Alligevel fandt han sig ulovligen behandlet, da man ei havde villet forevise ham eller hans Ombudsmænd de paaberaabte Privilegier, saa ofte han end havde forlangt det. Skeer dette – siger han – saa er han rede som skyldig til at gjøre alt efter gode Mænds Villie, ligesom han og er rede til at yde Nidaros’s Kirke al gammel sedvansmæssig Ret, og byder den i dette Stykke al den Tjeneste, som de øvrige Rigets Biskopper ville underkaste sig. Han beder til Slutning sin „gode Herre“ lægge et godt Raad til, at ikke af denne Sag skal reise sig videre Forvikling og Sjælefare[1].
Men allerede før Kongen havde modtaget dette Brev, havde han tilskrevet Biskoppen et nyt, hvori han med et Slags Bebreidelse yttrede, at det forekom ham underligt, at Biskoppen ikke den foregaaende Høst havde talt med ham om den Sag, hvorover han nu gjorde saa store Ophævelser. Denne Kongens anden Skrivelse blev sendt med den samme Prest Thorstein, som den 31te Januar havde overbragt Erkebiskoppen Arnes første Appel; Skrivelsen har altsaa været udfærdiget i Nidaros. Den kom Arne til Hænde den 30te Marts, og blev besvaret af Biskoppen fra Halsna den 1ste April. I sin Svarskrivelse undskylder han sin Taushed forrige Høst dermed, at han dengang ikke troede det nødvendigt at tale videre om den Sag, eftersom man sagde, at Privilegier vare Forhaanden, hvilke paa Forlangende kunde fremvises. Nu – vedblev han – kunde ikke hans Modparter sige, at saadant jo var blevet senere forlangt baade i Bergen om Høsten og i Throndhjem i Vinterens Løb, hvilket er vidnesfast. Maaskee har Kongen seet hine Privilegier, men Biskoppens Bøn er ikke bleven fyldestgjort, endskjønt det ikke var meer end skyldigt, at man oplyste, hvad Ret man havde til det man fordrede, helst da den omhandlede Hjælp søges paa en ny Maade, medens man kun har gamle og i
- ↑ Barth. Mskr. E. 538–39.
