Sendemand for at overrække Erkebiskoppen den og forlange hans Følgeskrivelse. Han tilskrev ogsaa Erkebiskoppen et Brev, hvori han vel erkjendte, at han ved sin Ed er forpligtet til at forsvare Nidaros’s Kirkes Ret og Friheder, men – siger han – naar Bergens Kirkes Rettigheder og Friheder staa paa Spil, maa det heller ikke regnes ham til Ulydighed, at han efter Evne forsvarer disse; og han tror ikke, at han forgriber sig paa Metropolitankirkens Friheder, men at han tvertimod verner om dem, derved at han har befalet, at den omhandlede Halvdeel af Kirketienden, som skulde være Palliehjælp, bliver at forvare hos den bergenske Biskopsstols Ombudsmand, indtil en Samling af Prælaterne finder Sted. Han har heller ikke paa anden Maade hindret Hr. Finn i Indsamlingen, end ved at indlægge en Appel af den Grund, at de af det apostoliske Sæde givne Privilegier, paa hans og hans Mænds Fordring, ei bleve dem foreviste. Han beder Gud tilgive dem, der ophidse Erkebiskoppen mod ham „til en Latter for Folket, til Geistlighedens Skam og Guds Kirkes Forargelse“, da han dog stedse med Troskab har sluttet sig, og skal fremdeles slutte sig til Nidaros’s Kirke. Han bortfalder endelig Erkebiskoppen indstændigen om, at han vil indrømme hans Ansøgning i dette Anliggende, og desangaaende fæste Lid til Overbringeren af nærværende Brev (Magister Paal), i hvad han paa Biskoppens Vegne fremsætter[1].
Man maa af dette Brevs Form, der heel igjennem er meer undskyldende end angribende, formode, at Biskop Arne nu i Grunden helst har ønsket et mindeligt Forlig med Erkebiskoppen, og at han for dette Øiemed har givet sit Sendebud, Magister Paal, hemmelige og mundtlige Forskrifter; men for Verdens Øine og for sin egen Æres Skyld har den stivsindede Prælat ikke troet, at kunne lade den engang indappellerede Sag falde, uden at der gjordes et imødekommende Skridt fra Erkebiskoppens Side.
Muligen kan i denne Henseende Kongens Indblanding i Sagen have øvet nogen Virkning paa Arne. Man finder nemlig, at Kong Haakon har opfattet Striden paa en for Biskoppen ugunstig Maade, hvortil vel den Omstændighed har bidraget sit, at den af Kongen beskyttede Kapelmagister, Finn Haldorssøn, var som Part i Sagen bleven angreben af Arne paa en Viis, som vidnede om denne sidstes personlige Uvillie mod ham og hans Stilling. Det kan ogsaa vel hende, at Kongen under sit Ophold i Nidaros i Slutningen af Vinteren (man seer af Breve, at han var der før 13de Marts og over den 2den Mai) har ladet sig undervise om Sagens Sammenhæng af Erkebiskoppen selv, og har fundet Arnes Fremgangsmaade upassende og uretmæssig. Vist er det, at Kongen skrev til Bergen med streng
- ↑ Barth. Mskr. E. 538–39.
