Kirkens Kald og Verdighed, og at han ikke mindre af den første end af den anden Grund har søgt det ophævet saasnart passende Leilighed dertil gaves. Et Gode for Norge var det utvivlsomt, at denne Kilde til mangfoldige Forviklinger snarest muligt tilstoppedes. Ligesom det udtrykkelig i det omhandlede Brev siges, at hiin Overeenskomst i sin Tid var sluttet „uden Pavens Vidende og særlige Tilladelse“, saaledes findes heller intet Spor til, at Paven ved dens Ophævelse er bleven adspurgt, eller i mindste Maade har blandet sig i den Sag.
Kort efter finder man Eilif i Tunsberg, hvor han den 20de Januar 1310 modtog Pavens Kaldelse til et forestaaende almindeligt Concilium[1]. Pave Clemens V havde ved den franske Konges, Philip den Smukkes,. Indskydelser ladet sig bevæge til at laane sin Haand til den rige og mægtige Tempelordens Undertrykkelse. Denne Voldshandling begyndte i 1307 med alle Tempelherrers Fængsling i Frankrige. Den blev billiget af Paven i 1308; og idet nu denne ved en Rundskrivelse af 12te August samme Aar underrettede alle den romerske Kirkes Prælater i hele Europa og ligeledes alle Konger og Fyrster om de store Forbrydelser, for hvilke Ordenen beskyldtes, og paa Grund af hvilke dens Medlemmer skulde fængsles og dens Ejendomme lægges under Beslag, indbød han tillige til et almindeligt Concilium i Vienne, der skulde afholdes i October Maaned 1310 deels for denne Sags Skyld, deels for andre Christenheden magtpaaliggende Sager, blandt andre Christendommens Forsvar mod de Vantroende[2]. Det var udentvivl dette Brev, som Eilif modtog i Tunsberg den 20de Januar 1310. Beskyldningerne og den haarde Fremfærd mod Tempelherrerne vedrørte ikke særligen Norge eller dets Skatlande, da Ordenen der hverken vides at have havt Medlemmer eller Ejendomme. Men paa Conciliet maatte ligefuldt den norske Kirke repræsenteres Conciliet blev imidlertid udsat til October det følgende Aar, og en ny Kaldelse udgik i denne Anledning den 4de April 1310, hvilken findes at være bleven Biskop Arne af Bergen forkyndt den 15de Juni samme Aar[3].
Det er sandsynligt, at Kaldelsen til Conciliet i Forbindelse med dettes Udsættelse har bevæget Eilif til ogsaa at udsætte sin Reise til Kurien, da nu hans Indvielse og hans Møde paa Conciliet hensigtsmæssigst kunde skee under Eet, og en dobbelt Reise derved spares. Foruden den udvalgte Erkebiskop vare Biskopperne Helge af Oslo og Arne af Bergen udseede til at overvære Conciliet[4], ligesom ogsaa Befuldmægtigede (procuratores) fra Nidaros, Bergens og rimeligviis
