Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/168

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

delig Form, der iagttoges for Metropolitanen udtalte sin Stadfæstelse af Biskopsvalg. Viljalm selv er rimeligviis først senere, efterat Stadfæstelsen er foregaaet, ankommen til Norge. Hans Indvielse sættes nemlig i Annalerne til det følgende Aar 1310[1], og maa da vel antages at være udført ved den ældste af Norges Lydbiskopper, Ketil af Stavanger, eftersom den udvalgte Erkebiskop selv endnu ikke havde modtaget biskoppelig Indvielse.

Endnu den 26de November sees Eilif at have været i Bergen. Paa denne Dag udstedte nemlig Biskopperne Thord af Garde paa Grønland, som just i dette Aar var kommen til Norge[2], Ketil af Stavanger og Arne af Bergen, ifra sidstnævnte Stad, et Vidnesbyrd om, at den udvalgte Erkebiskop i behørig Tid efter sit Seng havde forladt Nidaros for at drage til Kurien, at han den 1ste September var kommen til Bergen, var der bleven opholdt længe af Modvind, og maatte nu opsætte sin Reise til Vaaren, da ingen torde betro sig til det store Hav om Vinteren[3].

Ikke meget længe efter synes Eilif at være dragen øster i Landet, udentvivl for at finde Kongen, som denne Vinter havde sit Sæde i Viken. Det er rimeligt, at den udvalgte Erkebiskop selv har været tilstede i Oslo den 13de Juni 1310, da Kong Haakon ophævede det Lensforhold til Kongedømmet, i hvilket den afdøde Erkebiskop Jørund var indtraadt, idet han af Kong Erik i 1297 modtog Jarlsverdighed[4]. I det Brev, som Kongen i denne Anledning udstedte i sit Kapel, Marie Kirke, i Oslo, heder det, at han anseer hiin Handling af Erkebiskop Jørund og det nidarosiske Kapitel for ugyldig, og at han tilintetgjør og gjenkalder som magtesløs den hele Overeenskomst. Han gjorde dette – heder det – „ifølge Retfærdigheds Krav, til Guds og den hellige Moders, Kirkens, Ære, og især for Jomfru Marias Skyld og den hellige Olafs, sin Frændes, Norges Riges Patrons og særdeles Beskytters“, – idet han af kongelig Myndighed „ved nærværende offentlige og pragmatiske Sanktion“ bestemmer, „at den nidarosiske Erkebiskop ikke er skyldig at gjøre meer for Kongedømmet og Kronen, end hans Forgjængere have været tilvante efter de canoniske Love og Norges Riges Love og de fra umindelige Tider vedtagne Sedvaner“[5].

Kongens Udtryk falde som om han ved denne Bestemmelse befriede Nidaros’s Erkestol fra en upassende Byrde og Indskrænkning. Fra den Side kan vistnok ogsaa Sagen sees; men neppe har dog den Anskuelse været den ene ledende i Kongens Fremgangsmaade. Det feiler ikke, at han jo har indseet, at det hele Forhold var ligesaa skadeligt for Kongedømmet og Landets Vel i det Hele, som stridende mod

  1. Isl. Ann. 200.
  2. Isl. Ann. 196.
  3. Suhm D. H. XI. 631 (efter Barth. Mskr. E. 317).
  4. Jfr. o. f. II. 81.
  5. Thorkel. Anal. 110.