Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/167

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

sig, og at han derfor nu klogeligen ved nærmere Fortolkninger gjorde al den Indskrænkning i Kapelmagisterens virkelige Selvstændighed, som hans første Instistelsesbrev paa nogen Maade kunde tillade, medens han dog paa den anden Side ikke alene med Strenghed tilholdt Biskopperne at opfylde deres Skyldighed mod Kapellerne, men ogsaa, for at smigre Kongen, forøgede Glandsen ved Kapelmagisterens ydre Optræden. Kong Haakon var visselig altfor klog til ikke at skjønne Forskjellen mellem den sande Indflydelse og den tomme udvortes Glimmer; men han maatte her lade det forblive ved Pavens Bestemmelser og trøste sig med, at Grundlaget dog var der, og at heldigere Omstændigheder vel med Tiden kunde tillade Bygningens Fuldendelse. Det gik imidlertid her som med næsten alle Haakons med sandt Statsmandsblik udkastede Planer til den norske Samsundsordens Foryngelse: han døde for tidlig til selv at see dem grundigen gjennemførte; og den Tilstand, som ved hans Død indtraadte i Norge, var saa langt fra at begunstige en Fremskriden i den af ham udpegede Retning, at den tvertimod virkede hemmende paa al videre Fremgang til det Bedre; og om den end ikke formaaede at lede Samfundsordenen tilbage i den Udviklingsgang, som Haakon saa kraftigen havde afbrudt, gav den alligevel Statsforfatningen et Ustøhedens og Forvirringens Præg, som altfor snart sorte Rigets Selvstændighed Undergangen imøde.

67.
Erkebiskoppens Jarlsværdighed ophæves. Concilium i Vienne. Erkebiskop Eilif indvies. Strid mellem ham og Biskop Arne af Bergen om Inddrivelsen af Palliehjælpen.

Under alle de senest fortalte Begivenheder, i hvilke Biskop Arne af Bergen optræder som Hovedpersonen, var den udvalgte Erkebiskop Eilif Arnessøn endnu i Norge og havde ikke tiltraadt sin Reise til Kurien. Han var, som forhen[1] fortalt, den 1ste September 1309 ankommen til Bergen, og forblev der lige indtil henimod Aarets Slutning. Her indfandt sig hos ham kort efter hans Komme to Fuldmægtige fra det orknøiske Kapitel, Stefan og Anakol, hvilke meddeelte, at Kapitelet efter Biskop Dolgfinns Død (1286–1309?) havde valgt sin Archidiaconus, Viljalm, til hans Eftermand, paa hvilket Valg de udbade sig Erkebiskoppens Stadfæstelse. Eilif underrettede ved Brev af 12te September Biskop Arne herom, idet han opfordrede ham til, i Geistlighedens og Folkets Nærværelse, i Kirken at indstevne Alle, som maatte have noget imod den Valgte, Vælgerne eller Valgmaaden at indvende[2]. Dette maa antages at have været en almin-

  1. S. o. f. II. 133.
  2. Suhm D. H. XI. 630 (efter Barth. Mskr. E. 520).