fattes paa en Maade, der var anstødelig for den biskoppelige Myndighed, og udvides saaledes, at den muligen kunde komme til at svække denne i utilbørlig Grad ligeoverfor Kongedømmet. I 1309 udstedte han derfor en Skrivelse, som nærmere fortolkede hans Indstiftelsesbrev af 5te Februar forrige Aar, og navnligen fremsatte hans Mening med Udtrykket: „forestaae (præsit)“. Dette Ord, yttrede han, maatte ikke tages i en saa vid Mening, at Kapelpresterne skulde være unddragne den biskoppelige Jurisdiction derved at Kongen præsenterede dem, eller Kapelmagisteren have Ret til at indsætte og afsætte dem, Biskopperne uadspurgte. Kongen – siger han – havde Ret at præsentere, men Biskopperne til at ind- og afsætte. Nogle Kapeller vare desuden ei stiftede af Kongen eller hans Forfædre, og med Hensyn til dem havde Kongen og hans Kapelmagister aldeles ingen Ret[1]. Fordi Kapelmagisteren kunde visitere, derved betoges ei Biskopperne deres Visitationsret. Med Hensyn endelig til de mindre Forseelser, i hvilke der var tilstaaet Kapelmagisteren dømmende Myndighed over Kapelpresterne, da var dermed kun meent deres Forseelser vedrørende den canoniske Gudstjeneste (horæ canonicæ) og deres Overtrædelse af de for dem særligt givne Bestemmelser[2].
At denne pavelige Fortolkning ikke stod i nogen egentlig Strid med hans Instiftelsesbreve, er klart; men alligevel har den ganske vist ikke været efter Kongens og Kapelmagisterens Sind. Om Kongen strax har gjort nogen Indvending imod den, vides ikke; saameget er dog vist, at alle Tvistepunkter ei dermed vare afgjorte. Allerede det følgende Aar 1310 opstod Trætte mellem Biskop Arne og Kapelmagisteren, Finn Haldorssøn. Den første beskyldte nemlig Kapelpresten ved Allehelgens Kirke og Hospital i Bergen for at tilegne sig andre Sognekirkers Lig, Offer og Tiende tvertimod Biskoppens Forbud. Han kaldte den 31te Marts Presten for sig og truede ham med Ban, hvis han ikke aflod hermed. Næste Dag bragte Presten Biskoppen et Brev fra Kapelmagisteren, hvori denne paastod, at Presten var i sin gode Ret, naar han meddeelte de geistlige Sakramenter til dem, som boede paa Grunde i det omhandlede kongelige Kapels Sogn, og henskjød Sagens Afgjørelse til Kongen, naar denne kom til Bergen. Tvisten har altsaa angaaet Grændsen for Allehelgens Kirkens Sogn. Da Biskoppen imidlertid ikke vilde laane Øre til Kapelmagisterens Forestilling, saa appellerede Finn til Paven og udbad sig Biskoppens Føl-
- ↑ Man skulde heraf næsten formode, at der har været gjort Forsøg paa at udstrække Kapelmagisterens Myndighed over alle Landets Kapeller, ikke blot de 14 kongelige; eller have maaskee Biskopperne oplyst, at ikke alle de 14 vare virkelig funderede af Konger?
- ↑ Suhm D. H. XI. 626 giver Indholdet af Pavebrevet, hvis Datering et anføres, efter Barth. Mskr. E. 523.
