ved at bekræfte Erkebiskop Sørles Gave til deres Kommune, hvilken, som før sagt, Erkebiskop Einar havde underkjendt og frataget dem[1], – deels ved at bilægge ved Forlig en af de gjængse Tvistigheder mellem dem og Prædikebrødrene i Nidaros[2]. Man fristes til at antage, at foreløbige Løfter, især med Hensyn til det første Punkt, ikke have været uden Indflydelse paa Chorsbrødrenes gunstige Stemning for Birgers Udvælgelse. Om Kong Magnus har betragtet den med samme gunstige Øine, er meget at betvivle. Den afdøde Erkebiskop Einar havde, som før er sagt, stedse vist sig som Magnus’s hengivne Ven, endogsaa i den Grad, at det havde vakt Kong Haakons Utilfredshed, og Magnus havde gjengjældt denne Hengivenhed med en lignende. Var nu, hvad der er høist rimeligt, Birgers Valg et Verk af et med Einar utilfreds Parti blandt Chorsbrødrene, saa lader sig deraf let forklare, at Kong Magnus ikke just optog det med ubetinget Bifald. Da Birger – heder det – om Sommeren 1264, paa sin Reise til den pavelige Kurie, fandt Kongen i Bergen, var Forholdet mellem dem koldt. Birger fortsatte imidlertid sin Reise til Rom[3].
Hans Valg fandt dog ikke den af Chorsbrødrene ønskede pavelige Stadfæstelse. Pave Urban IV døde den 2den October 1264. Hans Eftermand Clemens IV blev først udvalgt i Begyndelsen af det følgende Aar og kronet den 22de Febr. 1265. Dette Paveskifte maa før det første have forsinket Afgjørelsen af Birgers Sag. Men derhos maa der have været Grunde tilstede, hvorfor Paven betænkte sig paa at stadfæste hans Postulation, hvad enten disse Betænkeligheder ere vakte ved Forestillinger fra Kong Magnus, eller ved oplyste Omstændigheder ved hans Udvælgelse, der havde kastet Skygge paa Chorsbrødrenes Fremgangsmaade ved denne Leilighed. Vist er det, at Birger ei meer nævnes – maaskee er han død under sit Ophold i Kurien –, og at Pave Clemens skred til den, i det mindste for Norges Vedkommende, hidtil usedvanlige Fremgangsmaade, at overdrage Valget af en ny Erkebiskop til fire norske Klostermænd, nemlig Cistercienser-Abbeden af Lyse, Cluniacenser-Abbeden af Holm, Prædikebrødrenes Prior i Nidaros og Minoriterbrødrenes Custos i Norge. Dette var en Suspension af Chorsbrødrenes Valgret, der tyder paa en begangen Feil fra deres Side, der havde paadraget dem Pavens Misnøie. De fire befuldmægtigede Vælgere valgte nu i 1265 Biskop Haakon af Oslo til Erkebiskop[4]. Han var paa den ene Side Kongens særdeles Ven, og havde paa den anden Side vist sig meget gavmild mod Oslo Biskopsstols Chorsbrødre[5], en Omstændighed, som muligen har indgivet
