Ved Haakon Haakonssøns Død i Slutningen af 1263 gik Norges Kongedømme uden al Rystelse over til hans eneste gjenlevende Søn Magnus. Denne havde siden 1257 baaret Kongenavn, siden 1261 været kronet Konge og siden sin Faders Tog til Vesten om Sommeren 1263 Norges Riges Styrer. Hertil kom, at der Ingen fandtes, der med ringeste Skin af Ret kunde gjøre ham Kongedømmet stridigt. Siden Sigurd Jorsalfarers og hans Brødres Regjeringstiltrædelse havde ingen norsk Konge saa rolig og uimodsagt taget Kongedømmet i Besiddelse. Dette skede ogsaa, som det lader, uden nogen fornyet høitidelig Antagelse; og Kong Magnus regnede sin Regjeringstiltrædelse fra sin Faders Dødsdag.
Ikke saa let og hurtig gik det med Erkestolens Besættelse efter Einars Død, der som allerede sagt indtraf noget før Kong Haakons, om Høsten 1263. I Valget af hans Eftermand gik Chorsbrødrene i Nidaros udenfor sin egen Kreds og kastede, uvist af hvilken Grund, sine Øine paa Birger, Abbed af Cistercienser-Klostret paa Tautra, der ogsaa modtog Valget. Dette skede enten i Slutningen af 1263 eller i Begyndelsen af 1264. At Kongen herved har været adspurgt, omtales ikke. To Hindringer vare imidlertid i Veien for Birgers ordentlige Valg: han var Prestesøn og Klostermand. Han kunde derfor af Chorsbrødrene ikkun postuleres til Erkestolen; det tilkom Paven at dispensere ham for de canoniske Mangler og derpaa fuldbyrde Valget[1]. Allerede som Postulatus eller Erkebiskopsemne synes Birger at have stræbt at indynde sig hos Chorsbrødrene, deels
- ↑ Fornm. s. X. 155.
