kom som Electus til Bergen den 1ste September, udentvivl for derfra at tiltræde sin Reise til Kurien. Reisen blev imidlertid udsat til næste Aar paa Grund af den sildige Aarstid[1].
Blandt Norges daværende Biskopper udmærkede sig Arne Sigurdssøn af Bergen ved stor Embedsiver men ogsaa ved en vis haardnakket Paastaaenhed paa sin Stols Bedste, som han undertiden drev vel vidt, og som indledede ham i mere end een Strid baade med Overordnede og Underordnede. Strax ved sit Embedes Tiltrædelse søgte han at bringe Orden i en af Biskopsstolens Indtægter, nemlig det saakaldte Cathedraticum, hvilket ved denne Leilighed først omtales i Norge, skjønt Afgiften maa antages der allerede tidligere at have været i Brug. Cathedraticum var en vis aarlig Kjendelse af hver Kirke i Biskopsdømmet, Klosterne alene undtagne, „til Moderkirken, ved hvilken Biskopsstolen er“. Af Biskop Arnes Brev af Ribe Marts 1306 til Presterne paa Sunnhørdaland seer man, at den ifølge flere Diøcesan-Synoders Anordning skulde udredes med Løb Smør af hver Prest (Sogneprest?), Vikarierne (Chorsbrødrenes Vikarier?) undtagne, og med Løb af hver Kirke, liden eller stor. Han indskjærper Afgiftens ordentlige Indbetaling til hans Ombudsmand, der ogsaa har at hæve alt Efterstaaende siden sidste Synode i Bergen[2].
Arne tog sig ogsaa med Iver af Kirketugten, og henvendte i saa Henseende især sin Opmærksomhed paa Cølibatets Overholdelse blandt Presterne. Man kan skjønne, at paa denne Tid Cølibatet for saa vidt har været gjennemdrevet i Norge, at Presterne ikke meer vovede at indgaa noget ordentligt Egteskab; men desto almindeligere har det ganske vist været, at de holdt Friller, undertiden aabenbare, men oftest under Navn af Husholdersker (lat. focariæ, i Danm. benævnte: Prestedeier). Denne Forargelse stræbte Arne at bortrydde ved Advarsler og Straffe. Paa en Synode i Bergen i 1307 varslede han tvende Prester om at forlade deres offentlige Friller inden een Maaned efter deres Hjemkomst[3]. Siden finder man, at han har truet flere Sogneprester med Afsættelse fordi de holdt aabenbare Friller eller andre mistænkelige Kvinder i sit Hus; dog seer man ogsaa, at han har taget dem til Naade igjen, naar de rettede sig efter hans Befaling og skilte sig ved hine Kvinder[4]. Ogsaa over Egteskabets Hellighed holdt han med Strenghed og taalte ikke, at Egtefolk af Letfærdighed eller uden lovgyldig Grund skiltes ad[5].
Biskop Arne sorte omhyggeligt Tilsyn med de Klostere, der laa i
