de tvertimod synes at have staaet paa den bedste Fod med Kongen. Erkebiskoppen har derfor neppe i det Hele været saa aldeles svag og afhængig, som Sagaen siger, om end maaskee Chorsbrødrene i Laurentius’s Sag have havt et sterkt Baand paa ham, og vel ogsaa have benyttet sig af hans legemlige Svaghed til at forhindre hans Mellemkomst til deres Fiendes Laurentius’s Bedste. Dette kunde falde tungt nok for den stolte og egenraadige gamle Mand, og hans sidste Dage vare derfor ganske vist ikke de blideste.
Erkebiskop Jørund døde, inden Laurentius var bleven afsendt til Island, den 11te April 1309, efterat han i noget meer end 20 Aar havde forestaaet den norske Kirke At hans Metropolitanstyrelse ikke var uden Fortjeneste, og at han navnligen paa de tvende af ham holdte Provinsialconcilier udvirkede flere for Kirken gavnlige Bestemmelser, er paapeget. Han syntes tilmed hverken at have manglet Kundskaber eller Embedsdygtighed eller Virksomhed. Men de gode Egenskaber hos ham vare blandede med mange Svagheder og Feil. Stolthed, Egenraadighed, Voldsomhed, Mangel paa sand Retfærdighedsfølelse og streng Redelighed, Underordnen af Kirkens Gavn under personlige snart ærgjerrige snart hevngjerrige Hensyn, – dette er alt Pletter paa Erkebiskop Jørunds Karakter, hvilke klart fremlyse af hans hele Embedsfærd.
Kongen havde i Bergen før den 8de Mai, og inden han endnu havde tiltraadt sit Tog til Gautelven, Underretning om Erkebiskoppens Død, i hvilken Anledning han tog en Deel Erkestolen tilhørende og i Jonskirken under Abbed Peters Tilsyn hensatte Penge, nemlig en Kiste indeholdende Offer til St. Olaf, under sin Forvaring, idet han lod Pengekisten, efterat dens Indhold var optalt, henflytte til Apostelkirkens Sakristi[1]. Kort efter, paa Reisen sydover, tog han ved Brev fra Øgvaldsnes paa sedvanlig Maade, i Erkestolens Ledighed, Nidaros’s Kirke og dens Chorsbrødre under sit kongelige Vern[2]. Ved det dernæst foretagne Valg paa en ny Erkebiskop, kaarede Chorsbrødrene af sin egen Midte den oftere før nævnte, Eilif Arnessøn med Tilnavnet Kortin eller Korti, der udentvivl dengang var det mest anseede Medlem af Kapitelet, og i den seneste Tid Erkestolens Official. Laurentius’s Saga giver ham det Vidnesbyrd, at „han var en stor Høvding og af gode Seder“[3]. Han an-
