ført med sig, tilegnedes Nidaros’s Kirke; han selv blev sat i et noget mildere Fængsel, dog i Lænker.
I hans Fængslingstid hendte det sig engang, at han uden Chorsbrødrenes Bidende, ved sine Vogteres Godhed fik Lov til at komme med Lænker paa ud af Fængslet og hen til det Værelse, i hvilket den syge Erkebiskop laa. Han var allerede kommen i Døren, da han blev bemærket af nogle Chorsbrødre, der strax lode ham med Vold slæbe bort. Erkebiskoppen blev opmærksom paa Larmen og fik vide, at det var Laurentius, der havde villet tale med ham, men var bleven draget bort. Da udbrød han i Klager over deres begges Stilling: – han selv var saa langt fra at raade noget i vigtigere Anliggender, at han ikke engang raadede for hvad han skulde æde og drikke dagligen; og paa alle dem, som havde været hans hengivneste Tilhængere, kastede Chorsbrødrene sit bittreste Had. Laurentius blev fra denne Stund strengere bevogtet end før, og led meget om Vinteren, indtil han om Vaaren 1309 blev sendt i Lænker over til Island[1].
Hele denne Skildring stiller de nidarosiske Chorsbrødre i et ugunstigt Lys og maler med merke Farver Erkebiskop Jørunds Afmagt og sørgelige Stilling i hans sidste Levedage. Man maa imidlertid erindre, at hvor oplysende og underholdende end Skildringen kan være, saa er den dog given, ligesom Laurentius’s Saga i det Hele, af en Mand, der var Erkebiskoppens Tilhænger og Ven, og derfor ilde stemt mod Chorsbrødrene. Man kan neppe ganske frikjende den for Partiskhed og Overdrivelser. Laurentius havde kanskee handlet i god Tro og efter sin bedste Overbeviisning Men baade var Sagen med de blanke Breve under Erkebiskoppens Segl noget, hvorover Chorsbrødrene med Grund kunde føre Anke, naar de ei dertil havde givet sit udtrykkelige Samtykke; og hvad Laurentius’s Bestyrelse af Offeret til St. Olaf angaar, da er det let tænkeligt, ja høist rimeligt, at han, ganske uden personlig Egennytte, kan have vist større Føielighed mod Erkebiskoppen end tilbørligt, og derved have krænket Chorsbrødrenes Ret til Medvidende om og Deelagtighed i Offerets Anvendelse. Om Retmæssigheden af Hole-Biskoppens Klager, kan ikke dømmes, da man ei kjender deres Indhold. Hvad endelig angaar den Umyndighedstilstand, i hvilken Erkebiskoppen holdtes, da kan denne vanskeligen have været fuldt saa streng, som Laurentius’s Saga skildrer den; thi det er forhen viist, at Erkebiskoppen netop den sidste Høst og Vinter, han levede, bestræbte sig ivrigen for at faa et Provinsialconcilium samlet om sig, og i denne Henseende endogsaa trodsede Kongens Ønsker og vel grundede Forestillinger. Og der findes dog intet Vink om, at det var Chorsbrødrene, som her handlede i Erkebiskoppens Navn, da
- ↑ Bp. Laurentius’s S. c. 17–26, Espol. Aarb. I. c. 18–20.
