hans tredie Hovedfiende, Sighvat Lande, var dengang død. Den eneste Geistlige af Betydenhed, der siges at have taget sig lidt af hans Sag, var Presten Salomon Thoraldessøn, der nys var hjemvendt fra sine Studier i Udlandet, og siden blev Biskop af Oslo; men han kunde dengang ingen væsentlig Hjælp yde den arme Fange, da alle Chorsbrødrene vare imod ham. Meer Medfølelse vakte den haarde Behandling, der vederfores Laurentius, hos Erkebiskoppens Svende, hvilke kjendte ham og holdt af ham fra ældre Tid. De samlede sig og yttrede aabenbare, at det var uforsvarligt saaledes at gribe, fængsle og mishandle en Mand, hvis Forbrydelse ikke var bevist, og som ikke var domfældet. Men hertil svarede Chorsbrødrene, at det virkelig var bevist, at han havde havt falske Breve med sig til Island og havde tilsneget sig Erkebiskoppens Segl for dem. Mange spurgte da, hvorfor Laurentius ikke maatte stilles for Erkebiskoppen selv. Man svarede, at Erkebiskoppen, efter at have hørt Broder Bjørns Fremstilling og læst Biskop Jørunds Breve, var bleven Laurentius saa vred, at han ikke vilde see ham. Dette sidste var dog – heder det – aabenbar Usandhed; thi Chorsbrødrene havde selv modtaget baade Bjørns Udsagn og Biskoppens Breve, medens Erkebiskoppen under sin Sygdom ikke havde det ringeste at raade.
Det synes dog ikke at have varet ret længe, for Chorsbrødrene foretog sig Behandlingen af Laurentius’s Sag i et Kapitel eller Møde, som de holdt paa egen Haand uden at Erkebiskoppen var tilstede. De lode Laurentius tilkalde, og modtoge ham siddende i al sin Herlighed paa kostbare Hynder, medens han, svag som han var efter den haarde Behandling, han havde lidt, blev sat lænket paa Gulvet. Da han med svag Stemme hilsede dem, var det saalangt fra at de gjengjældte hans Hilsen, at meget mere en af dem spottende sagde: „Høiere skreg du Laurentius, da du læste Bansbrevet over os.“ Der blev nu fremsat to Beskyldninger mod ham fra Chorsbrødrenes Side: først at han havde skrevet falske Breve i Erkebiskoppens Navn, – dernæst at han havde begaaet Underslæb med St. Olafs Offer, medens han havde at oppebære dette, en Beskyldning – heder det – som aldrig havde været gjort før han drog til Island. Endelig bleve de Breve oplæste, som Biskop Jorund af Hole havde skrevet for at klage over ham. Chorsbrødrene opfordrede ham derpaa til at vedgaa de fremsatte Beskyldninger; men dette afslog han paa det bestemteste. Et støiende Optrin fulgte. Endelig forelagde Kapitelet Laurentius tvende Vilkaar: enten at modtage slig Skrift i Norge, som Officialen maatte bestemme, – eller at fare tilbage til Island i Biskop Jørunds Vold, og indtil sin Afreise være i Fængsel. Laurentius valgte – som det lader mod Forventning – det sidste. Alt hvad Gods, han havde
