Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/143

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ham, og Biskoppen selv erklærede, at han ikke længer agtede ham for Visitator, da hans Medbroder havde forladt ham. Laurentius maatte da opgive den videre Visitation og berede sig til Hjemreisen. Biskoppen gjorde Forsøg paa at forlige sig med ham i Forveien, men da Laurentius intet vilde give efter, skiltes de i Uvenskab. Laurentius gik den 20de August ombord fra Gaaseyre i Eyafjorden, og kom efter en lang og haard Reise til Throndhjem ved Slutningen af September Maaned 1308.

Broder Bjørn havde imidlertid vundet Forspranget for ham og var kommen til Nidaros allerede den 8de September med Biskop Jørunds Brev og Budskab til Erkebiskoppen og Chorsbrødrene. Hverken Bjørns Ord eller Biskoppens Skrivelse lød til Laurentius’s Fordeel. Desuden havde Biskoppen noget senere om Sommeren sendt en Prest ved Navn Gudmund Haldorssøn til Erkebiskoppen og Chorsbrødrene med mange Penge og Breve, der ligeledes indeholdt Beskyldninger mod Laurentius. Ogsaa dette Budskab var kommet Laurentius i Forkjøbet. Bjørn lagde i sine Klagemaal fortrinlig Vegt paa det, at Laurentius paa Island havde oplæst flere Erkebiskopsbreve, som han ikke vidste, hvorledes han var kommen til. Det var naturligviis de forhen omtalte blanke Breve, som Erkebiskoppen hemmeligen havde givet ham, hvilke Laurentius havde udfyldt og benyttet; men Chorsbrødrene, uden hvis Vidende dette var skeet, havde god Grund til at anke derpaa og at fremstille den brugte Fremgangsmaade som et Falskneri. Stemningen hos Chorsbrødrene var følgelig høist fiendtlig mod Laurentius, og Ulykken var derhos, at Erkebiskoppen, som skulde være hans Støtte, paa denne Tid var bragt i en fuldkommen Afmagtstilstand. Han havde nemlig tidligere havt Verk i Foden; men denne slog nu op i Bugen, og Chorsbrødrene havde – heder det – taget Anledning af hans Sygdom til at berøve ham al Magt baade i verdslige og aandelige Ting. De overlode ham til hans Tjeneste tvende Svende og en Kok, og fjærnede forresten fra ham alle hans Venner og fordums Tilhængere. I denne sørgelige Stilling kunde Erkebiskoppen kun lidet udrette for sin hengivne Tjener.

Ikke før kom Laurentius paa Bryggen i Nidaros, før Chorsbrødrenes Svende med bevæbnet Følge grebe ham og kastede ham i det værste Fængsel, som i Byen fandtes. De bemægtigede sig derpaa hans Gods og Brevskaber, som vare ombord, og bragte det alt under Chorsbrødrenes Forvaring. Dagen efter holdt Chorsbrødrene paa egen Haand Kapitel og havde i denne Forsamling mange hemmelige Overlægninger. I Spidsen for dem stod ved denne Tid Eilif Arnessøn Kortin, som nu var Official, og Audun Thorbergssøn Raude, der stod i stor Anseelse hos alle Høvdingerne;