sine gamle Dage, og vel muligen især for ikke at krydses af dem i de Planer, han, som før omtalt, hemmeligen nærede mod Kongedømmet. Derfor var det udentvivl, at han ved Brev af 15de Mai 1308 skjænkede deres Kommune (ad mensam eorum communem) den forhen saameget omtvistede St. Michaels Kirke paa Stein[1]. Alligevel havde Chorsbrødrene endnu hans tidligere Adfærd mod dem i friskt Minde og undlode ikke at lade ham føle det, naar Leilighed gaves. Herom vidner deres strenge og vistnok ikke i Alt billige Opførsel mod hans Ven, den oftere nævnte Prest Laurentius Kalfssøn.
Laurentius var fremdeles i stor Yndest hos Erkebiskop Jorund og blev af denne endogsaa beskikket til Pønitentiarius og til at gjemme St. Olafs Offer, en Gunst som misundtes ham af Mange. Det hørte til Erkebiskoppens Metropolitanskyldighed stundom at visitere, personligen eller ved Fuldmægtige, i sine Lydbiskoppers Omraade. En saadan Visitation var bestemt for Islands Vedkommende, og Erkebiskoppen besluttede efter Chorsbrødrenes Raad at sende Laurentius did som Visitator, et Hverv hvortil han maatte synes særdeles skikket baade formedelst sin Dygtighed og formedelst sit Kjendskab, som født og opdragen paa Island, til de derværende Forhold. Laurentius paatog sig det ogsaa, men udbad sig til sideordnet Medhjælper en vis Broder Bjørn af Prædikebrødrenes Orden, der skulde prædike for Landsfolket. Erkebiskoppen fraraadede ham dette, baade fordi – som han sagde – en deelt Magt indesluttede i sig Spiren til sin egen Ødelæggelse, og fordi han ikke havde nogen god Tro til Prædikebrødrenes Paalidelighed i det Hele. Chorsbrødrene derimod bifaldt hans Forlangende og skyndede ivrigen til dets Opfyldelse – som man troede – af gammel Uvillie mod Laurentius. Enden blev, at Erkebiskoppen gav efter, og Laurentius og Broder Bjørn udnævntes til Visitatorer med lige Myndighed. Erkebiskoppen viste dog Laurentius den særlige Gunst, at han overgav denne tre ubeskrevne Pergamenter, alle med det erkebiskoppelige Segl under, hvilke det tilstodes ham at udfylde, naar Leiligheden krævede det, efter eget Tykke. Han maatte imidlertid iforveien sverge, ikke at ville indføre i disse Breve noget, som kunde være Erkebiskoppen eller hans Kirke til Skade. Dette foregik hemmeligen, ikkun i Overvær af tvende Erkebiskoppens Fortrolige.
Begge Visitatorerne fore nu i Følge til Island i 1307, medførende Erkebiskoppens Anbefalingsbreve til begge Landets Biskopper, Jørund af Hole og Arne Helgessøn af Skaalholt. De landede ved Eyrar (Ørebakke) paa Sønderlandet kort før Thorlaksmesse om Sommeren (20de Juli) og droge strax til Skaalholt, hvor
- ↑ N. Dipl. III. 79.
