Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/137

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

keligt Beneficium endogsaa med Sognestyrelse (cura animarum), kun at de ei vare avlede af Klostermænd, eller i Hor eller i Forbindelse inden forbudne Led (in incestu)[1]. Det sidste vedkommer ikke umiddelbart Kapellerne, men viser, hvorledes Pave Clemens begunstigede Haakon endogsaa i Ting, som udelukkende hørte under Kirkens Omraade, og hvori den verdslige Magt ellers ikke havde at indblande sig. Med Paven paa sin Side torde nok Kongen vove en Dyst med sine Biskopper. Den første Kapelmagister var Finn Haldorssøn, der allerede i flere Aar forud havde været Apostelkirkens Provst eller Præpositus.

Saaledes krydsede da Kong Haakon, ved kloge Foranstaltninger ad Lovgivningens og Underhandlingens Vei, sit Riges baade verdslige og geistlige Stormænd i deres aristokratiske og hierarchiske Planer, og det lykkedes ham virkelig ikke alene at opretholde Kongedømmets Uafhængighed, men endogsaa at sammentrænge i det den hele Landsstyrelse fastere end nogensinde før i Norge havde været Tilfælde. Lendermændenes eller Baronernes Verdighed og Navn forsvandt meget snart af den norske Samfundsorden, og dermed det fremstræbende Stormandsvældes egentlige Grundlag og Hovedstøtte. Ridderverdigheden, som nu kom til at indtage den første Plads næst Kongedømmet i den verdslige Stat, ikke alene meddeeltes udelukkende af Kongen, men knyttedes ogsaa, som en Hirdverdighed, paa det nøieste til hans Person. Landsstyrelsen i de engere Kredse lagdes væsentlig i en Embedsstands Hænder, som udgik fra Kongedømmet, og efter Haakons Plan, paa det skarpeste skulde tilsees af dette. Geistligheden, der ikke længer i Eet og Alt kunde underlægges Kongedømmet, blev i det mindste paa det verdslige Felt henviist til undersaatlig Lydighed mod Landsloven i alle de Dele, hvorpaa ikke Fritagelse var dem udtrykkelig hjemlet af Kongen, idet derhos den almindelige Geistligheds Benyttelse i Statens Anliggender gjordes overflødig ved den til Kongedømmets særlige Tieneste skabte Kapelgeistlighed. Almuen endelig tilstodes det at bevæge sig nogenlunde i de gamle, om Folkefrihed og Folkemagt mindende Former, dog under en sterk Indflydelse af Kongedømmet gjennem dets Embedsmænd, – en Indflydelse, der under den vedligeholdte splittede Thingorden synes ikke at have levnet stort meer end en Skygge af den gamle, betydningsfulde Statsmagt tilbage. I Korthed og i vor Tids Talebrug: den Styrelsesform, som Haakon, for at møde det fremstræbende Aristokrati, vilde begrunde i Norge, og som det ogsaa i det Væsentlige lykkedes ham, i det mindste for sin Levetid, at istandbringe, var et i Kongedømmet centraliseret

  1. Suhm D. H. XI. 903.