sig ikke længer villig til ubetinget at opfylde alle den sidstes Fordringer, og denne igjen lod fra sin Side et Overmod til Syne, som ikke kunde andet end krænke Kongen. Fortroligheden mellem dem var øiensynligen rokket, om end ikke Kongen strax vovede eller formaaede at sprenge de Garn, hvori det havde lykkets Hertugen at indvikle ham. Men i det følgende Aar 1308 kom det endelig til et aabenbart Brud mellem dem, og omtrent samtidigt hermed udstedte Haakon en høist mærkelig Forordning, rettet mod de norske Stormænds Selvstændighedsstræben og skikket til at knække denne i dens Fremspiren.
Denne Forordning er udstedt i Oslo den 17de Juni 1308 og omfatter de væsentligste Dele af den indre Styrelse. I Indledningen erklærer Kongen, at den er fremkaldt „ved adskillige Mænds Fremfærd mod Kongens Thegner, ikke alene i hans og hans Broders Barndom, men ogsaa senere, da nemlig Kongen, siden han modtog under slu Styrelse hele Norges Rige, sin Fædrenearv, ved sine mangfoldige Regjeringsforretninger er bleven hindret fra at tage sig saaledes af disse Anliggender, som hans Skyldighed og Ønske var.“ Ved Forordningens første Artikel inddrages alle Sysler under Kongen, saaledes at denne altsaa forbeholder sig fra ny af at besætte dem efter eget Tykke. Ved den anden Artikel beskikker han flere Hirdembedsmænd: Merkesmand, Vicekansler, Fehirde og Drotsete. Ved den tredie og mærkeligste forordner han, at Jarlsnavn og Lendermandsnavn for Fremtiden ikke meddeles Nogen, dog saaledes at for Jarlsnavnets Vedkommende Undtagelse gjøres med Kongesønner og Jarlen af Orknøerne. De for Tiden værende Lendermænd beholde for Livstid deres Hæder og Ret. For sande Høiforrædere erklæredes de, som tilraade en mindreaarig Konge at taale flere verdslige Høvdinger i Norges Rige, end de, som ere komne af den rette Kongeæt. De øvrige Artikler omhandle udførligen Hirdens og Riddernes Skyldighed og Ret samt Embedsvæsenet i det Hele, hvilket sidste ordnes paa en saadan Maade, at paa den ene Side Folkets Bedste derved sikkres, og paa den anden Side Embedsmændenes Ansvarlighed for Kongedømmet skjærpes, og deres Afhængighed af samme forøges. Forordningen slutter med en Opfordring i Guds Navn til alle haandgangne Mænd: „ikke at tale ilde om Kongen eller samtykke dem, som gjøre det,“ men strengt opfylde sine Pligter, sin Skyldighed mod Kong Magnus’s Afkom, og sin Troskab mod Kongens Datter Ingebjørg, – samt med en Opfordring til det hele Folk, „Hird og Almue“ at overholde den Forordning, som er given om Rigsstyrelsen „saaledes som de ville forsvare for Gud paa Dommens Dag“[1].
- ↑ N. g. L. III. 74–81.
