Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/130

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

giveres Raad“, tog de danske Fredløse under sin Beskyttelse, og derved med det samme erklærede Stilstanden med Danmark hævet[1].

Disse mærkelige Forhandlinger hentyde uden al Tvivl paa en tidligere aabnet umiddelbar Forbindelse mellem Hertug Erik og Norges Store, – en Forbindelse, som neppe har været uden egennyttige Hensyn fra begge Sider, og i saa Fald rettet mod Kong Haakon selv og mod Kongedømmet i Norge. Hertug Eriks Karakter og hans Adfærd ved saa mange andre Leiligheder giver god Grund til at slutte, at han for at skaffe sig et Tilhang i Norge uafhængigt af Kongen, har hemmeligen pustet til det aristokratisksindede Partis Planer og derhos tillige smigret den høie Geistligheds hierarchiske Forhaabninger. Lykkedes det ham at svække Kongedømmet ved at faa stillet det en selvstændig aristokratisk geistlig-verdslig Statsmagt ved Siden, saa havde han i Norge skabt sig et Feldt for fine Renker lig det, han allerede havde at virke paa i Sverige og Danmark; og han kunde da, selv under Kong Haakons Modstræben, ved hiin Magts Hjælp drive mangt og meget igjennem til fine egne ærgjerrige Planers Fremme. Af de her fremstillede Forhold kan man maaskee ogsaa forklare sig, at Provinsialconciliet i Oslo i 1306, stolende paa den i Norge allerede saa indflydelsesrige Hertug Eriks hemmelige Bistand, har vovet, hvad Provinsialconciliet i 1290 ikke vovede, – at fornye og stadfæste Erkebiskop Jons Bestemmelser af 1280, et Skridt, som umulig kunde være Kongedømmet kjært, eller stemme med Kongens personlige Anskuelser.

63.
Kong Haakon møder og kuer det opstræbende Stormandsvælde. Hans Foranstaltninger i denne Henseende, vedrørende baade den verdslige og den geistlige Styrelse. En kongelig Kapel-Geistlighed dannes.

Skjønt Kong Haakon under de nys fortalte Forhandlinger endnu viser sig at gaa i den listige svenske Hertugs Ledebaand, saa kan man dog neppe omtvivle, at just disse Forhandlinger have aabnet hans Øine for den farlige Stilling, hvori det norske Kongedømme var indledet ved Forbindelsen mellem Hertugen og Landets Store. Han maatte indsee, at disse sidste gjorde sterke Skridt mod Selvstændighed, og at Hertugens Indflydelse i Norge var paa god Vei til at vore hans egen over Hovedet. Haakon biede nu heller ikke længe med at tage kraftige Forholdsregler for at møde Faren i Tide. Endnu i hele Aaret 1307 vedligeholdtes vel i det udvortes et nogenlunde venskabeligt Forhold mellem Kongen og Hertugen; men den første viste

  1. Thorkel. Anal. 91–94.