Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/129

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hjul hvorom de nordiske Rigers politiske Bevægelser væsentlig drejede sig. Hvad Norge angaar, da vidste han strax ved sin Nærværelse der at indsmigre sig ikke alene hos Kongen og end mere hos den smukke og dannede Dronning Eufemia, men ogsaa hos Folket, baade Stormænd og Almue; og i flere Aar lykkedes det ham paa den ene Side at finde en Støtte i Norge under den Opstand, som han i Forening med sin yngre Broder Valdemar reiste mod Kong Birger, – og paa den anden Side at holde Uenigheden mellem Norge og Danmark aaben for saaledes at hindre den danske Kong Erik fra at komme sin Svoger Kong Birger med fuld Kraft til Undsætning. Hans Bevægelse mellem Nordens Fyrster var et uophørligt djervt Spil med List og Renker, hvilket neppe stod tilbage for noget andet lignende paa samme Tid i Europa.

Hertug Eriks mange Statskneb og især den Troløshed, hvormed han overrumplede og fangede sin Broder, Kong Birger, den 29de September 1306, synes dog endelig at have vakt hos Kong Haakon nogen Mistillid til ham og at have kjølnet Kongens Iver for hans Sag. Men Hertugen, som nu meer end nogensinde trængte til Norges Understøttelse for at kunne afvende eller svække den med Birger forbundne Danske Konges Angreb, var ikke raadvild. Han henvendte sig fra Vadstena ved Brev af 25de November 1306 til Norges geistlige og verdslige Stormænd, „Jørund Erkebiskop af Nidaros, Biskopperne Erlend af Færøerne, Ketil af Stavanger, Helge af Oslo, Arne af Bergen og Ingjald af Hamar, Abbeder og Baroner, hans kjæreste Faders Kong Haakons Raadgivere, til Riddere, Væbnere og øvrige Lærde og Læge i Norge“, med den Opfordring, at de skulde raade og bevæge deres Herre, Kong Haakon, til at beskytte Hertugens Venner – nemlig de for Deeltagelse i Kong Erik Glippings Mord fredløse danske Herrer –, om end derved gjordes Brud paa den nylig mellem Norge og Danmark sluttede Vaabenstilstand[1]. Siden da Hertugen under en personlig Sammenkomst med Kongen i Oslo havde overvundet dennes Betænkeligheder, henvendte han sig atter ved Brev af 14de Februar 1307 til de samme Rigets Stormænd med Opfordring til dem, at de vilde tro Alt hvad Kongen, paa hans Vegne, forebragte, og kraftigen understøtte Kongen i hvad han bestemte til Forsvar for Norges og de svenske Hertugers Ret[2]. Hertug Erik opnaaede ved denne Fremgangsmaade virkelig for Øieblikket hvad han ønskede. Kong Haakon drog til Throndhjem, og efterat have raadslaaet, som det lader, med Erkebiskoppen og maaskee flere der forsamlede Stormænd, udstedte han den 2den Mai 1307 en Erklæring, hvorved han, som det heder, „ifølge Hertug Eriks, sine Biskoppers og øvrige Raad-

  1. Thorkel. Anal. 97.
  2. N. Dipl. II. 73.