Konge i det Hele, – en Stilling, hvoraf naturligviis hans særlige Forhold til Kirken i mange Henseender blev paavirket.
Uagtet nu Haakon ved den omtalte Rigsarvefølge- og Rigsformyderskabs-Lov kunde synes at have sikkret sin Datter og hendes Afkom Kongedømmet, og Norge for, i det mindste i den nærmeste Fremtid, at blive et Valgrige, saa maatte det alligevel være ham magtpaaliggende ogsaa itide at udsee sin Datter et passende Giftermaal. Dette blev nu det næste Maal for hans politiske Virksomhed.
Blandt Nordens daværende Fyrster stod udentvivl Hertug Erik Magnussøn af Sverige høiest med Hensyn til glimrende Egenskaber. Med Skjønhed, det mest indtagende Væsen og ridderlig Færd forenede han tidlig en Statsmands skarpe Blik. Men Ridderligheden, maa man vel mærke sig, var i Ridderskabets Forfaldstid (og den var allerede indtraadt) en huul Glands, og det fjortende Aarhundredes Statskunst var renkefuld og samvittighedsløs. I begge Henseender var Hertug Erik en egte Søn af sin Tid. For at tilfredsstille sin Lyst til at glimre ved ridderlig Pragt blandt Sveriges Store tog han ikke i Betænkning at udsue Landets Almue ved de tungeste Byrder, og for at gjennemdrive sine ærgjerrige Planer brød han gjerne baade Tro og Love, og dækkede siden sit Brud med pralende og listige Ord. En saadan Karakter var ikke let at gjennemskue for den Tids Nordmænd, hos hvem Ridderskabet i sin egte anglonormanniske og tydske Betydning aldrig ret var indtrængt, og som meer kjendte det af overdrevne Ridderromaner, end fra det virkelige Liv. Dens glimrende Ydre blendede baade Norges Konge og Folk; og det var derfor intet Under, at Haakon, efterat have lært Hertug Erik personligen at kjende, fortrinsviis ønskede ham til vordende Svigersøn. Hertug Erik paa sin Side greb med Begjærlighed en Forbindelse, der lovede ham et Rygstød for sine ærgjerrige Planer med Hensyn til Sverige, aabnede ham Udsigter til en indflydelsesrig Indblanding i Norges Anliggender og overhovedet forespeilede ham Opfyldelsen af hans mest levende Ønske, at komme til at spille en glimrende Hovedrolle i hele Nordens Statsrørelser. Paa et Møde ved Solberg i Gautelvens Munding omkring Michaelsmesse den (29de September) 1302 fæstede den tyveaarige Hertug Erik den ikke stort meer end aarsgamle norske Kongedatter Ingebjørg til sin Brud. Sin uegte men ældre Datter Agnes trolovede Haakon samme Aar til en af Norges indfødte Stormænd, Hafthor Jonssøn, som ogsaa egtede hende nogle Aar senere.
Hertug Erik havde ikke bedraget sig i sine Forhaabninger. Fra den Stund af at Kong Haakon havde kaaret ham til sin Svigersøn optraadte han i hele Nordens Anliggender med forøget Kraft og Virksomhed, og meget snart blev han, hvad han ønskede: det Driv-
