til det fyldte tyvende Aar, istedet for at før det tolvte Aar synes at have været Kongens ved gammel Vedtægt hevdede Myndighedsalder, eller i alt Fald, hvis man vilde henholde sig til den private Lov, da det femtende. Men idet Mindreaarighedstiden saaledes forlængedes, saa ophævedes paa den anden Side den gamle selvskrevne Formynderstyrelse ved Rigets Lendermænd. Der bestemtes nemlig en Formynderstyrelse ved et saakaldet Rigets Raad, nemlig tolv Mænd, blandt hvilke altid Kansleren og Merkesmanden skulde være, men som forøvrigt udentvivl tænktes tilnævnte af den sidste Konge, ligesom de ved senere muligen indtrædende Afgang selv udfyldte sit Tal. Af disse tolv skulde igjen fire, hvoriblandt Kansleren og Merkesmanden, stadigen være om den Umyndiges Person, og nærmest føre Rigsstyrelsen, dog saaledes at tvende Biskopper udenfor de tolv, skulde staa dem ved Siden i Tilsynet med Kronens Skat. De øvrige otte skulde være fordeelte omkring i Landet, men i forefaldende vigtigere Rigsanliggender, og i ethvert Fald eengang aarligen, samles med de fire og de tvende tilforordnede Biskopper til fælles Overlægning. Visse Indskrænkninger vare fastsatte i dette Formynderraads Styrelsesmyndighed, idet nemlig enkelte Regjeringssagers Afgjørelse forbeholdtes at henstaa til Regenten selv blev myndig Endelig vare Bestemmelser opstillede for det særlige Tilfælde, at Rigets Arving var en Kvinde og endnu ugift, nemlig angaaende hendes Giftermaal, hendes Mands Forhold til Formynderraadet og saadant mere[1].
Begge de nævnte Forordninger vidne om en for den Tid sjælden Omtanke og Statsklogskab hos Haakon; – og det at han fik dem vedtagne af sit Riges verdslige og geistlige Høvdinger, aabenbare imod disses egne, engere Standsfordele, tyder paa hans Evner og Kraft som Styrer. Men et Misgreb var det dog, hvis Haakon – hvilket mange Omstændigheder synes vise – forsømte, eller ansaa det for overflødigt, eller endogsaa kanskee ikke fandt det passende, at forelægge Folket de ovenanførte Bestemmelser til Samtykke og Vedtagelse paa Lagthingene. Derved unddrog han dem nemlig den Støtte og Bestyrkelse, de vilde have erholdt ved formeligen at indtages i Landsloven i den ældre Kongearvefolgelovs Sted, – noget som ikke findes at være skeet. Angaaende hans Bevæggrunde og Hensyn i denne Fremfærd kan vist nok Eet og Andet gjettes; men ligesom hiin Forsømmelse neppe kom til at have de særdeles indgribende Følger, den muligen kunde have havt, saaledes ligger formeentlig en nærmere Undersøgelse heraf ganske udenfor Kirkens Historie. De omtalte Foranstaltninger ere kun her berørte til Oplysning af Haakons Stilling som
- ↑ Baade Arve- og Formynder-Loven findes i N. g. L. III. 44–55.
