Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/122

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ogsaa – som paa sit Sted fortalt – bleve saa ilde optagne af den daværende Rigsstyrelse[1], og hvilke ikke nævnes som stadfæstede af Provinsialconciliet i Nidaros i 1290[2]. Man kan her med Rette spørge, hvorledes Kong Haakon nu optog deres Fornyelse og Stadfæstelse paa nærværende Concilium, og om han ikke heri har seet et Skridt fra Biskoppernes Side, sigtende til atter at bringe Norges Kongedømme under det hierarchiske Aag, som Erkebiskop Jon i sin Tid havde arbeidet paa at sammensmede, men som dengang Rigsstyrelsen ved en overordentlig Kraftanstrængelse havde brudt. Herom give de forhaandenværende Kilder ingen bestemt Oplysning. Imidlertid vise kort efter indtrufne Begivenheder, som nu ret snart skulle fortælles, at Kongen med mistænksomt Øie betragtede visse Foretagender af Erkebiskoppen og Geistligheden, at han tog Forholdsregler, der ikke vare den biskoppelige Myndighed ret gunstige, og at der i det Hele i de næstfølgende Aar indtraadte en Spending mellem Kongen og Erkebiskoppen, der dog heldigviis ikke blev af nogen lang Varighed. Men for at see disse Forhold i det rette Lys, maa vi kaste et Blik paa Haakons verdslige Styrelse og følge den indtil det Tidspunkt, vi nu have naaet.

62.
Norges ydre og indre Statsforhold, da Haakon blev Konge. Hans Arvefølge- og Formynderstyrelseslov. Han trolover sin Datter Ingebjørg med Hertug Erik af Sverige. Dennes Indblanding i Norges Statssager og Forbindelse med Rigets geistlige og verdslige Stormænd.

Paa den Tid Haakon modtog Norges Kongedømme, paa Grændsen mellem Aarhundrederne, mærkedes en Gjæring i hele Norden, der spaaede store Omveltninger i Statsforholdene.

I Danmark var Erik Erikssøn (Menved) Konge, en ung, virksom, men ærgjerrig og glimrelysten Fyrste. Han havde i sit Riges Indre et Parti at bekjæmpe af Landets mægtigste geistlige og verdslige Stormænd, der i Egenskab af Kongens Vælgere og Kongedømmets Raad allerede dannede en selvstændig Magt i Staten, – der trodsede Kongedømmet og undertrykte Almuen, – og af hvilket flere indflydelsesrige Medlemmer endog laa i aabenbar Feide med Kongen, hvis Faders Død de havde voldet, og med hvis Fiende, Norges Konge, de havde ligefrem forbundet sig. Og alligevel stod hele den unge Konges Hu til at grunde en dansk Lenshøihed over sine sydlige Naboer, de smaa nordtydske Fyrster, uanseet disses gamle Lensforhold til det tydske Rige og Lydskyldighed under den tydske Konge og ro-

  1. S. o. f. II. 37–40.
  2. S. o. f. II. 66.