Kvinder som Søstre i sine Klostre, saa forbydes dette strengeligen for Fremtiden, under hvilketsomhelst Paaskud det end skeer[1]. – Da stor Skade afstedkommes derved, at en altfor stor Mængde Personer optages i Munke- og Nonne-Klostere, „hvilket i sig selv ingen Ære medfører, men derimod under Paaskud af Fattigdom, foranlediger Simoni og andre Uordener“, – saa bydes, at Klostrenes Ejendomme, faste og rørlige, skulle nøie beregnes af vedkommende Biskop, og i Forhold dertil et vist Antal Medlemmer bestemmes, hvilket Antal ikke maa udvides, med mindre Klostrenes Evner forøges, og dog ikke uden vedkommende Biskops særlige Tilladelse.
Den sidste Artikel byder endelig, at da det paaligger Biskopperne, „som Sjælens Læger at sørge for sine Undergivnes aandelige Helbred“, saa skal i enhver Kathedralkirke ansættes en kyndig, skikket og paalidelig Prest, hvilken paa bestemt Sted til passende Tider kan være til Tjeneste i Kirken for dem, der ønske at skrifte for ham.
Ligesom ikkun de tilstedeværende Biskopper nævnes i Begyndelsen som disse Conciliestatuters Udstedere, saaledes siges i Slutningen ikkun de samme at have vedhængt Dokumentet, der indeholder dem, sine Segl[2]. Dette findes at have været i Norge paa denne Tid den sedvanlige Form for Concilie-Statuters Udstedelse, hvilken Form lader slutte, at om end, foruden Biskopperne, andre Prælater eller geistlige Corporationer vare tilstede paa Provinsialconcilierne, eller der ved Fuldmægtige repræsenterede, saa betragtedes dog endnu Biskopperne alene som Ihændehavere af den egentlige besluttende Myndighed. Man kan ikke andet end høieligen rose Aanden ogsaa i dette Provinsialconciliums Bestemmelser, hvilke, forsaavidt de ere nye, ikke i noget Punkt gaa ud over det reenkirkelige Omraades Grændser. Ikkun den første Artikel synes at have maattet vække nogen Betænkelighed hos den verdslige Statsmagt. Den stadfæster nemlig udtrykkeligen Erkebiskop Jons Statuter, hvorved ikke kan menes andre end de bekjendte af 1280, hvori de forskjellige Banstilfælde opstilles paa en for den verdslige Statsmyndighed nærgaaende Maade, hvilke derfor
- ↑ Herved maa sigtes til de saakaldte próventumenn og próventukonur, omtrent svarende til fratres conversi og sorores conversæ, nemlig Lægfolk, som for Betaling lagde sig ind i Klostrene, deels for der at nyde Ro og Pleie, og deels tillige for at nyde godt af Klosterlivets formeentlige Fortjenstfuldhed uden egentligen at underkaste sig noget Klosterløfte eller indtræde som Ordensmedlemmer. Den her anførte Bestemmelses Hensigt er da at afskaffe den hidtil herskende Sedvane, at Kvinder kunde indtages til Pleie i Munkeklostere og Mænd i Nonneklostere som Lægsøstre eller Lægbrødre paa ovennævnte Maade, – en Skik, som naturligviis let kunde bringe Livet i Klostrene i ondt Ord. Lægsøstre – vilde man have – skulde blot optages i Nonneklostrene og Lægbrødre i Munkeklostrene.
- ↑ N. g. L. III. 243–245.
