Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/119

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

tvivl den samme, som i 1301 var i Nidaros blandt Erkebiskoppens Tilhængere og paa Grund af Voldshandlinger mod Kapitelet blev bansat af Abbeden af Holm[1], men som senere maa være tagen til Naade af Kirken.

Endelig døde i 1304 den 16de October Biskop Narve af Bergen. I hans Sted valgtes den 14de December samme Aar den bergenske Chorsbroder Arne Sigurdssøn, der modtog sin Stadfæstelse den 14de September 1305, og indviedes tillige med den ovennævnte Ingjald af Hamar af Erkebiskop Jørund den 5te December næst efter i Jonskirken i Bergen. Biskopperne Erlend af Færøerne og Ketil af Stavanger ydede sin Bistand ved Indvielsen, og Kong Haakon, hans Dronning Eufemia af Rygen, samt Dronning Isabella, Kong Eriks Enke, vare nærværende ved Høitideligheden[2].

I Anledning af Ingjalds Valg til Hamar oprippedes den gamle Tvist mellem Hamars og Oslos Biskopsstole, idet nemlig Biskop og Kapitel i Oslo paastode, at det ifølge gammel Ret tilkom dem at tage Deel med det hamarske Kapitel i Valget af Biskop til Hamar. Da nu tvende Fuldmægtige fra sidstnævnte Kapitel, Chorsbrødrene Botolf og Halvard, den 20de September 1305 havde fremstillet sig i Bergen for Erkebiskoppen og udbedet sig hans Stadfæstelse paa Ingjalds eenstemmige Valg, saa fremtraadte nogle Dage senere, den 24de September, Archipresbyter Simon og Thorkil Gunnarssøn, Chorsbroder af Oslo, med en Skrivelse, som udtalte den osloske Biskops og hans Kapitels Paastand. Denne blev dog den følgende 21de October af Erkebiskoppen paa det bestemteste forkastet. Biskopsvalget til Hamar – erklærede han – tilkom ifølge den almindelige Ret det hamarske Kapitel; og den osloske Biskop og hans Kapitel vare saa langt fra at kunne bevise Gyldigheden af sin Paastand, at det meget meer var vitterligt, at da den samme i 1278 var fremsat for Erkebiskop Jon, saa havde denne frifundet Hamars Kapitel for ethvert saadant Krav fra den osloske Biskopsstols Side, og paalagt denne i den omhandlede Sag evig Taushed. Og denne Dom havde i hele 27 Aar været upaaanket. Derfor afviste Erkebiskoppen nu den osloske Biskopsstols Paastand som intetsigende. Imidlertid opsatte han en Indberetning om den hele Sag til Paven, hvori han erklærede sig beredt til at overlade dens Undersøgelse og Afgjørelse til andre lovlige Dommere, saafremt Oslos Biskop og Kapitel skulde ville itide og med gyldige Grunde gjøre Indsigelse mod hans Berettigelse[3]. Noget saadant findes ikke at være gjort fra den osloske Biskopsstols Side, og Erke-

  1. S. o. f. II. 98.
  2. Bartholinske Mskr. Tom. IV (E). 383, 751.
  3. N. Dipl. I. 94, jfr. o. f. II. 30.