oplæse i Christkirken den følgende Dag, som var en stor Høitid (hvilken siges ikke), under Gudstjenesten Laurentius forudsaa, at han herved vilde gjøre sig Chorsbrødrene, der allerede vare uvenlig stemte mod ham, til uforsonlige Fiender; men han troede ikke at burde være sin Herre og Velgjører ulydig og paatog sig det farlige Hverv. Dagen efter, under Høimessen, da alle Chorsbrødrene vare samlede i Choret, traadte Laurentius op over Choret og læste der med høi og klar Røst Bansættelsesbrevet, og bød, at Messen skulde ophøre, hvis ikke de tre Bansatte fjærnede sig. Sighvat Lande sagde blot: „Du behøver ikke at skrige saa høit Islænding! vi høre nok hvad Du siger“. Derpaa forlode de Bansatte Kirken og gik hjem. Prestens Dristighed synes at have overrasket dem. Men fra denne Stund af kunde Laurentius – siges der – aldrig vise sig offentlig uden at være udsat for Chorsbrødrenes Efterstræbelser, endogsaa i sine Embedsforretninger[1].
Engang blev han paa Gaden overfalden af Skoleklerkerne, der vilde fange ham. Han flygtede for dem op til Christkirken og fik grebet fat i Kirkedørens Ring. Men hans Forfølgere lagde ligefuldt Haand paa ham, reve Kjortelen af ham og vare i Færd med at drage ham bort fra hans Fredested, da Erkebiskoppens Svende paa hans Nødraab kom ham til Hjælp og friede ham af Faren.
En anden Gang skulde en anseet Husfrue af Staden begraves ved Olafs Kirke, til hvilken hun sognede. Laurentius sang Sjælemesserne med sine Klerker under megen Høitidelighed, omgiven af en Mængde Blus og Kjerter Da kom Skoleklerkerne til i overlegen Mængde, borttoge Blus og Kjerter og afbrød hele Begravelsestjenesten. Laurentius og hans Medhjælpere maatte vige for Magten, og først den følgende Dag fik han under Dækning af Erkebiskoppens Svende forrettet Sjælemesserne og Liget jordet[2].
Disse Træk af Voldsomhed tale vist nok ikke til Fordeel for Chorsbrødrenes Tilhang, men man maa vel mærke sig, at de ere fremstillede af en af Erkebiskoppens Venner, der helst dvæler ved hans Modstanderes Misgreb uden tillige at omtale de Udfordringer fra Erkebiskoppens Side, som ganske vist vare gangne forud og havde fremkaldt dem. Een Ting er klar: at Erkebiskoppen havde den almindelige Mening, i det mindste i Nidaros, imod sig; og det havde han utvivlsomt forskyldt ved sin Ubesindighed, sit Overmod og sin Herskesyge, hvilket Alt i Striden med hans Kapitel meer ledede ham end oprigtig Retsfølelse og Embedsiver.
Erkebiskoppens Sag stod i Grunden ikke godt. Dommen af 10de Juli 1290 hvilede paa ham. Saalænge han ikke havde opfyldt dens Bestemmelser, kunde Chorsbrødrene med Rette ansee ham for bansat
