Erkebiskop Jørund har gjort noget Skridt for at opfylde Dommen af 10de Juni 1299. Snarere skulde man tro, at han er faren øster i Landet til Oslo, for at have et Paaskud til at sidde den overhørig. Imidlertid udløb de fastsatte Terminer for dens Opfyldelse (8de og 29de September s. A.), og han var nu ifølge Dommen at ansee som excommuniceret. Han kan maaskee ved Retskneb, ved sin Indflydelse paa sit Biskopsdømmes Presteskab og de Midler, som hans Metropolitanmyndighed gav ham i Hænde, have forhalet Excommunicationens høitidelige Forkyndelse; men derved var Dommens Virkning ikkun udsat, ikke tilintetgjort.
Uagtet han nu selv var i denne meer end tvivlsomme Tilstand med Hensyn til Kirken og sin Embedsmyndighed, dristede han sig dog til at erklære Kapitelet i Interdikt, hvis det ikke inden en vis Termin opgav de Præbender og Privilegier, som han, trods den faldne Dom, frakjendte det. Han forkyndte ogsaa den oftere nævnte Chorsbroder Jon Gudmundssøn Elg, Kapitelets daværende Skatmester, for afsat fra Embede og Beneficium, hvis han ikke inden en bestemt Tid afgav til Erkebiskoppen de til Kathedralkirkens Bygning skjænkede Gaver, hvilke det dog tilkom Kapitelet ligesaavel som Erkebiskoppen at forvare og bestyre[1]. At under saadanne Omstændigheder Chorsbrødrene viste sig ulydige og opsætsige mod Erkebiskoppen efter dennes Tilbagekomst til Nidaros (maaskee i Slutningen af Aaret 1299), var ikke at undres over. De have naturligviis dertil fundet god Grund i hans Overhørighed af den sidst fældede Dom, og de have ganske sikkert ikke undladt at fremstille ham som en Excommuniceret, hvem de, saalænge han var i denne Stand, ei skyldte Lydighed. Mængden baade af Lærde og Læge i Nidaros maa heri have givet Chorsbrødrene Ret; thi baade den hele Skole, og Abbeden af Holm, og alt Byfolket erklærede sig aabenbare paa Kapitelets Side, og af Geistligheden fandtes der fast ingen, som vilde eller turde frembære noget Budskab, der var Chorsbrødrene imod[2]. Erkebiskoppen havde sin eneste Støtte i sine bevæbnede Svende og i Jon Flæming samt Presten Laurentius Kalfssøn, hvilken sidste han i 1296 havde givet Olafskirken i Nidaros[3], ganske vist uden Chorsbrødrenes Samtykke og aldeles mod deres Villie.
Erkebiskoppen, heder det, for først frem mod Chorsbrødrene med Paamindelser, men da dette ikke hjalp, lod han Jon Flæming opsætte et Banbrev over de Opsætsiges Formænd, Sighvat Lande, Audun Raude og Eilif Kortin. Dette paalagde Erkebiskoppen Laurentius at
