Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/108

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Dom, hvorved alle forhen faldne Domme og Bansættelser hævedes, og Biskop Arne tilpligtedes at lade Chorsbrødrene nyde deres Beneficier, og deres Halvdeel af Testamenter, givne Kathedralkirken i Stavanger uden nærmere Bestemmelse, samt andre opregnede ringere Indtægter. Dog bleve nogle Posters Afgjørelse udsat til næstkommende 15de Mai[1]. Dommen blev imidlertid, som det lader, ikke fuldstændig fældet før den 14de Juni 1300, da der tildømtes tvende Lægmænd, den ene Kongens Hirdmand, den anden Lagmandens Ombudsmand, en Bod af en Deel Prester i Stavangers Biskopsdømme, fordi disse uretfærdigen havde excommuniceret de nævnte Lægmænd paa Grund af at de tidligere havde, ifølge Dommernes og Kongens Bud, borttaget fra Biskopsgaarden en Deel Korn, som var Chorsbrødrene frarøvet[2].

Med Opfyldelsen af den nye Dom gik det imidlertid ikke bedre end med Opfyldelsen af de tidligere. Endnu ved Udgangen af 1301 var Striden saa langt fra at være til Ende, at Dommerne, Biskop Eyvind og Abbed Baard, ved et Brev af 18de December fra Oslo maatte paalægge tvende Chorsbrødre af Bergen, Peter Mata og Nikolaus Pila, at drage til Stavanger og der ved Bans Tvang bringe Dommen af 14de Juni 1300 til Fuldbyrdelse, da hverken Biskop eller Kapitel vilde rette sig efter den, men tvertimod vare ragede i end større Strid med hinanden end forhen[3]. Dette er det sidste Dokument, som er os levnet i denne haardnakkede Tvist. Hvad de nævnte bergenske Chorsbrødre have udrettet, vides ikke. Alt blev vel neppe bilagt før ved Biskop Arnes Død. I 1302 den 16de September var han tilstede paa et Høvdingemøde i Oslo[4], og det følgende Aar 1303 døde han[5]. Da hans Eftermand var af Kapitelets egen Midte og en af hans fornemste Modstandere, maa, om ikke for, saa ved dette Valg Freden ved Stavangers Biskopsstol antages at være gjenoprettet. Kong Haakon viser sig under den hele Strid at have vedligeholdt et velvilligt Sindelag mod Kapitelet, hvilket han ved sit Brev af 1ste Juni 1300 tog under sit kongelige Vern og tilsikkrede de samme Friheder, han tidligere som Hertug ved sit Brev af 12te Mai 1292 havde skjænket det[6].

Striden i Nidaros’s Kirke var imidlertid bleven voldsommere end nogensinde for. Den Stilstand, der var indtraadt i Anledning af Kongens Kroning, var, som allerede sagt, blot fremkaldt ved den øieblikkelige Nødvendighed, og ganske vist ligesaalidet fra den ene som fra den anden Side alvorlig meent. Man finder ikke Spor til, at

  1. Suhm D. H. XI. 358.
  2. Suhm D. H. XI. 370, jfrt. m. 397.
  3. S. D. H. XI. 307.
  4. N. g. L. III. 46.
  5. Isl. Ann. 182.
  6. N. Dipl. I. 82.