saa vil man see, at den tilkjendte Kapitelet flere Rettigheder paa Erkebiskoppens Bekostning og i det Hele var det endnu gunstigere end Forliget til Tautra. Den godkjendte i Grunden alle Kapitelets Fordringer fremsatte i 1293. Havde Erkebiskoppen ved hiint Forlig følt sig krænket og brøstholden, maatte han end mere føle det ved nærværende Dom. Og det var da heller ikke hans Agt, at lade det med den bero. Et nyt Uveir trak op, men dets Udbrud forhaledes noget ved den Forandring, som just nu indtraadte i den norske Rigsstyrelse.
Lidt over en Maaned efter den sidstomtalte Doms Afsigelse, altsaa en god Stund førend Terminen for dens Iverksættelse var udløben, døde Kong Erik Magnussøn i Bergen den 13de Juli 1299 i sit 31te Aar efter at have i 19 Aar været Norges Konge. Om hans Karakter er ovenfor sagt hvad der formeentlig kan siges, lige som ogsaa om hvorledes hans Forhold til Kirken bør bedømmes. Tilnavnet Prestehader, som i sildigere Tider er blevet ham tillagt, bør efter min Mening udslettes af Historien som ufortjent, hvad enten man maatte ville regne ham det til Ros eller Dadel. Han var aabenbare for sin Person hverken Kirkens eller Geistlighedens Fiende, end ikke i dens hierarchiske Optræden, naar kun Kongedømmets Ret ikke derved altfor meget kuedes. Han viste sig tvertimod som en forsonende Megler mellem Geistlighed og Lægfolk fra den Stund af, hans Alder tillod ham at have en selvstændig Mening, og forsaavidt som hans indflydelsesrige Omgivelser levnede ham fri Raadighed. Man finder heller intet Spor til, at han – i det mindste af egen Drift – stræbte at benytte den indre Splid ved tvende af Landets Biskopsstole til at beskjære deres Selvstændighed og udvide Kongedømmets Indflydelse over dem. Han gjorde Sit for at de stridende Parter i Mindelighed skulde forliges, men da dette var forgjæves, lod han dem frit indbringe deres Sag for deres rette kirkelige Overdommer. Alt dette vidner om Velvillie mod Geistligheden, ikke om Had.
Kong Erik Magnussøn efterlod sig af sine tvende Egteskaber – med Margareta af Skotland, og med Isabella Grevinde af Carrik, Datter af Robert Bruce af Carrik, og Søster til den som Skotlands Konge saa berømte Robert Bruce – ingen Søn, men kun af det sidste en Datter, Ingebjørg. Ifølge Kong Magnus’s Rigsarvefølgelov var altsaa hans Broder, Hertug Haakon, Arving til Norges Kongedømme. Han havde allerede under sin Broders Regjering taget en
