Kommunen og de enkelte Chorsbrødre. Dommerne fandt ved at forhøre de fremstillede Vidner, at Klagen i Eet og Alt medførte Sandhed, og det Tab, Kapitelet havde lidt ved Erkebiskoppen, vurderedes til 276 Mark gangbar Mynt. Erkebiskoppen udeblev gjenstridigen fra Retten. Alligevel skrede Dommerne, efter at have hørt flere kyndige Mænds Raad og selv nøie overveiet Sagen, til dennes Afgjørelse, som om Erkebiskoppen selv havde mødt. Dommen blev afsagt den 10de Juni 1299: – Erkebiskoppen skulde betale Kapitelet den ovennævnte Sum, – erstatte det, hvad der var det forholdt af Offer og Gaver, – ikkun med Kapitelets Samtykke indsætte og afsætte Raadsmanden i sin Gaard, Sakristan, Skatmester, Pønitentiarius og Skolemester, – lade Kapitelet nyde den Dommermyndighed og de Rettigheder, det var vant til at nyde baade i hans Fraværelse og Nærværelse, – tage det med paa Raad ved Beneficiers og Prestekalds Bortgivelse, ved Provinsens Biskoppers Stadfæstelse eller Udvælgelse, og Abbeders og Abbedissers Indsættelse og Afsættelse, – tilbagegive Kapitelet Mærens Kirke, – og endelig lade Chorsbrødrene nyde Bespisning i Erkebiskopsgaarden i Julen, Paasken og paa de øvrige sedvanlige Dage. – Dommerne paamindede derhos „med skyldig Ærbødighed“ Erkebiskoppen peremtorisk om, at have Dommen opfyldt i alle dens Artikler inden 8de September; i modsat Fald erklærede de ham for at være falden i Interdikt, og hvis han endda fortfor i sin Haardnakkenhed indtil den 29de September, saa erklærede de ham for excommuniceret fra den Stund, i det de i saa Fald opfordrede alle Prester i Nidaros’s Biskopsdømme, i Kraft af deres Lydighedspligt mod det apostoliske Sæde, og under Straf af Suspension fra deres Embede, til, naar det nidarosiske Kapitel maatte forlange det, at forkynde Erkebiskoppen excommuniceret, og gjøre dette offentligen paa alle Søn- og Helligdage med Lys og Klokkeringning. Denne Dom blev afsagt og forkyndt i selve Nidaros’s Kathedralkirke i Overvær af Arne Abbed af Holm, tvende Chorsbrødre af Bergen og en utallig Mængde Klerker og Lægmænd[1].
Sammenligner man denne Dom med hvad tidligere er fortalt,
- ↑ Dipl. Arm Magn. II. 240–243. Fortællingen i Biskop Laurentius’s Saga c. 12 synes medføre, at Erkebiskop Jørund i 1297 skulde have været stevnet for Kurien, at han gav sig paa Veien, men blev siig i Paris og maatte ved Sendebud lade sin Sag føre i Rom, at han fik „sin Hæder tilbage“ og tom hjem igjen efter et Aars Fraværelse 1298. Men hermed kan det neppe efter de forhaandenværende autentiske Breve forholde sig rigtigt. Sagaskriveren maa have løbet vild i Tidsregningen og henført feilagtigen til 1297 og 98 hvad der skeede i 1301 og senere skal fortælles. Da var nemlig Erkebiskop Jørund ganske sikkert i Paris: men om hans Ophold der ved den Tid veed Sagaen igjen intet.
